Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Bondelivsidealet i dets udvikling indenfor de nordiske litteraturer fra renæssancen til vore tider - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.409
III.
Interessen for landlivet, den længsel tilbage til naturen, som
lurer i ethvert menneske, blev konverteret paa en anden maade. I
hyrdepoesien skabte den sig et ideal, rigtignok et kunstigt, forvendt
ideal, men det gir os dog enkelte af de forudsætninger, hvorefter det
landlige liv senere skulde komme til digterisk ære. Den moderne tids
hyrdepoesi har udviklet sig i direkte tilknytning til de antike
bukoli-kere, den blomstrer først i Italien og især i Spanien, senere møder vi en
forholdsvis rig fransk, en fattigere tysk og engelsk hyrdelitteratur. Af
de fremmede digtere fra det 17de aarhundrede, som fik betydning for
Norden, er der især to, som har interesse. Det er tyskeren Martin
Opits og franskmanden Honoré d’Urfé. De har hver paa sin maade
virket bestemmende for det udtryk, hyrdepoesien antog i samtlige
nordiske lande. Honoré d’Urfé er hofmanden som hyrde. Hans
"Astrée" er mønstret for den sirlige hyrderoman, et elegant
kostumebal af filosoferende og elskende hyrder. De oversættes i saagodtsom
alle civiliserede lande i Europa, i Sverige af ubekjendt forfatter
omkring 1700, i Danmark af digteren Søren Terkelsen. Den samme
Terkelsen oversatte ogsaa Opits: "Lob de& Feldleben" og optraadte
selv som hyrdedigter med "Dafnisses Natteklage". Opits staar
ligesaalidt som den franske digter i noget direkte forhold til bonden: det
er landlivets ro og fredelige lykke, landlivet som den bedste tilflugt
for en digter, han lovpriser med Horats som mønster.
Det blev i Sverige, at den nordiske hyrdedigtning fremfor alt
kom til at blomstre. I det 17de aarhundrede er den svenske
hyrdepoesis betydeligste mand Urban Hjärne. Hans "Stratonice" er
forøvrigt kun en let forklædning af virkeligheden, af de forhold,
hvorunder digteren selv har levet. Ved midten af det 18de aarhundrede
træffer vi i Sverige en hyrdepoesi, som fuldt kan maale sig med den
mellemeuropæiske. Der er Dalins hyrdedigte: Celadon, Philemon
och Camilla, hvor frihedstidens damer og kavallerer nyder landlivets
glæder, — Dalins natursans kommer ellers varmere frem i hans viser,
f. eks. "Engsövisan", til familjen Pipers slot Engsø, hvor vi hører,
at "til Hofva er stolt, men Engsö har tusende Nöien" — der er
hyrdinden par préferense "herdinnan i Norden", Hedvig Charlotte
Nor-denflycht, for hvem naturen dog først og fremst har interesse, fordi
den gir resonans for hendes egne stemninger, — der er en af de fineste
kunstnere i datidens nordiske digtning, Kreutz, — han har til
fuldkommenhed forstaaet at bevare hyrdestilens gratie, og dog er et digt
som "Atis og Camilla" gjennemtrængt af en sterk menneskelig varme,
en dyb følelse af kjærlighedens tvingende magt: hyrdepoesiens lette
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
