Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Bondelivsidealet i dets udvikling indenfor de nordiske litteraturer fra renæssancen til vore tider - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.412
i Bækken. Andre Tider, anden Føde. Vinteren frembyder Sild,
Torsk, Fugl, fanget i Snare eller forrasket ved den hastige Pil; og
efter alt dette, hvorledes mener Du, at jeg er til Mode, naar jeg bedækt
med Bjørne-Huden trykkes af Signe til hendes kydske BrystV —
Hyrden i bjørnehud, der spiser ørret og multer, er en ny skikkelse
i litteraturen, — et forsøg til en specifik nordisk hyrde. Særlig
velskabt er han ikke, og han kom heller ikke til at faa noget langt liv.
Han er interessant som en eiendommelig varietet, en bastard. —
Enkelte af Suhms fortællinger tar sit emne direkte af sagaerne,
saaledes : "De tre venner eller Hjalmar, Asbjørn og Orvarodd". I
"Haldan, en Hyrde-Tildragelse" er scenen lokaliseret til Hallingdal
og Valders : de to bygder ligger i nedarvet krig, og selvfølgelig er
der en gut fra den ene bygd, som elsker og elskes af en pige fra den
anden. De hallingdalske hyrder opfører sig i fredstid som gode
bønder: de kjører hø, fisker og jager. I krig ligner de sagaernes
gamle helte, de holder tempel for Thor og er udmerket bevandrede i
den nordiske mytologi. Men i rette øieblik viser den hallingdalske
heltinde sig som den skjønne hyrdepige, hun er: "hun har
stevnemøder i den store furuskov paa grænsen, hvorhen hun let kunde
komme ved at drive sin faders geder," og da hun optræder forklædt
i det store slag, der er fortællingens sidste effektscene, og søger at
redde sin elskede fiende, skildres afsløringen af den unge skjoldmø
saaledes :
"I det samme gled hun, faldt, og Hjelmen gik af Hovedet; lange,
gule Lokker flagrede paa Skuldrene; Skjoldet drev i Marken, og
Værgen tabtes af den svage Haand. Bryste, hvidere’ end Dofres Sne,
skjøde sig i Veiret, og Maanen skinner ey saa blidt, som de Straaler,
der ginge af hendes Øyne. Haldan løb til og reiste hende : Elskelige
Hildegard! hvi vover du dit Liv for mig? og han trykte hende ømt
op til sin Barm. Besiddelsen af Melke-Veyens Verdener, alle mulige
Verdener, veyer intet mod den Glæde, som Hildegard da følte : Syn,
Sans og Tale forginge hende; hun levede i sin Elsker."
Denne barokke blanding af hyrdeidyl og saga viser imidlertid,
hvilken vei udviklingen skulde ta. Vi merker hos Suhm og hans
samtidige en stedse stigende interesse for de hjemlige forholds poesi,
♦ for nordisk natur, nordisk historie og nordisk folkeliv. Og det sidste
— folkelivet — blir i virkeligheden først interessant gjennem sit
forhold til natur og historie. Forud for skildringen af bondelivet og
et bondelivsideal gaar en skildring af landskabet, et forsøg paa at gi
billede af den nordiske naturs skjønhed. I sidste halvdel af forrige
aarhundrede forfattes der i Danmark en lang række naturbeskrivende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
