Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Bondelivsidealet i dets udvikling indenfor de nordiske litteraturer fra renæssancen til vore tider - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.413
digte, visse landsdele, visse seværdigheder, et fjeld eller en fos blir
opgave for den beskrivende digter. Og her byder Norges land ikke
mindst interesse. I denne tid, hvor længselen tilbage til naturen er
saa sterkt frembrydende, begynder der at danne sig en endnu uklar
forestilling om, at just det mest oprindelige, det utæmmede, trodsende,
det steileste i naturen er endnu mere skjønt naturligt end det, der
lader sig dyrke og bøie under menneskets tjeneste. Den naturglæde,
som hidtil havde været omtrent den eneste, tilfredsstillelsen ved et
mildt og blidt, veldyrket eller dyrkeligt landskab, er paa vei til at
vige for en ny lystfølelse, lystfølelsen ved naturens magt, dens raa
styrke, der engang i menneskets barndom føltes som menneskets
fiende, men nu for naturens herre er blit en kilde til aandelig
fornyelse, et middel til at forfriske og oplive sjælen. Endnu er denne
forestilling indvævet i en mængde didaktik og sterile fraser : "Sarpen"
og "Hornelen" er en pragtfuld fos og et imponerende fjeld, men de
gir ogsaa anledning til adskillige lærerige betragtninger. Og dog er
her en ny følemaade i gjennembrud: hos Claus Frimann anskues
allerede natur og folkeliv paa en inderligere maade. Hos ham møder
vi da ogsaa en bestemt forestilling om bondelivets skjønhed inden
dets naturlige begrænsning.
"Din Stand er Bondestand, bedst du til den dig binder,
I den du Fred og Roe og Lyst og Næring finder.
Det lykkes sjelden vel at gaa af Fædre-Stand,
En Stand, som fremmed er, er som et fremmed Land.
Søg heller i din Stand at blive blandt de første,
Ved ædel Handling stor, ja om du kan den største."
I aarhundredets sidste decennier kommer den uddybede
natursans til at virke intimt sammen med de nye politiske synsmaader,
arbeidet for bondens frigjørelse’, arbeidet for bondens oplysning.
Mens en række af forfattere i politiske afhandlinger kjæmper for en
bedring af bondens kaar, er der andre, som skriver eller samler viser,
der kunde tænkes at tiltale almuens sind, belære den, udvikle dens
skjønhedssans. Der er "Sange for den hæderlige Bondestand" af
Tyge Rothe, sange af Edvard Storm, "Sange for den norske
Bondestand" af Zetlitz, fremfor alt "Almuens Sanger" af Claus Frimann,
der selv angir det som sit formaal, at bønderne "ved Sange kunne
opmuntre sig til deres Arbeide, i Hvilestunder forfriske Sindet, ved
gode Mindesange opvækkes til gode Exemplers Efterfølgelse og ved
Naturens Betragtning under passende Lovsange ophøie Guddommen."
Ogsaa i læredigtene møder man den samme æstetisk-sociale, bonde-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
