Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Bondelivsidealet i dets udvikling indenfor de nordiske litteraturer fra renæssancen til vore tider - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.423
erotisk grundtone, der klinger varmt gjennem det hele. Disse digte
er ligesom det 18de aarhundredes lille tribut til en særlig norsk kultur
og fortrinsvis til billedet af et norsk folkeliv. Saa har Moe taget det
vakreste i "Fjeldeventyret", "Aagots Fjeldsang", endel viser paa
telebondedialekt af H. Hanson : "Theilebondens Lyksalighed", "Den
fornøiede Bondegut", "Den forelskede Bondegut", "Vogt dig for de
vene Augo", "Den norske Bonde", — nogle viser af klokkeren Hans
Allum, "Frieras a Ongkar’n te Jenta", "Akkedas mællom Mann aa
Kjæring", "Den velstaaendes Tenesjentæ", — det er det endnu
magrere bidrag fra dette aarhundrede. Endelig er der nogle viser af
ukjendte forfattere fra forskjellige landsdele. Knapt den sidste
halvdel af bogen optages af ældre folkeviser. Saa beskedent den lille
samling tog sig ud, var den en manifestation af, at der eksisterede
noget selvstændigt og særegent, som hed norsk folkeliv, norske
traditioner, og det var til disse bondens traditioner, at en nynorsk kultur
maatte støtte sig.
Den norske romantik greb ogsaa straks den gamle folkedigtning
som et lykkeligt udgangspunkt, den blev kilden til fornyelse; det er
dens stemninger, der klinger igjen, omsatte i moderne former,
omformede i den moderne romantiske digters sjæl, eller det er i ethvert
fald dens toner, han bruger til akkompagnement af sine egne
sindsbevægelser. Med interessen for folkepoesien kommer der en blødere
grundstemning ind i romantiken. Sagaens kraft og mandige
enkelhed, den orientalske farvepragt, Ossians vemod, havde hver paa sin
maade sat sit stempel paa den romantiske poesi. Nu glider interessen
for ældre digtning delvis over fra oldtid til middelalder, fra sagaen
til visen — den nye stemning er nærmest beslegtet med den hos Ossian.
Da det viser sig, at den gamle barde var en fiktion, og dette ligesom
bryder den glæde, han stedse havde vakt i følsomme sind, melder der
sig en erstatning — den folkelivsdigtning, som hidtil de større
læsekredse ikke havde git agt paa: dette nye er egte, det har en friskere
grundtone og dog hyppig det lille drag af vemod, som det følsomme
sind begjærer.
Den lidenskabelige melankoli, som driver en mand som Byron,
clen vemodig smilende ironi hos Heine, hele den sønderrevne stemning,
som i nogle decennier gaar gjennem Europa, skimtes ogsaa i nordisk
litteratur, der influerer paa visse af femtiaaren.es mænd — som Vinje,
— den er tilstede i Welhavens afklarede, beherskede sørgmodighed,
i den blide og dog dybe og smertefulde længsel, der aander ud af hans
romancer.
Det var ikke at vente, at denne stemning, hos en mand med Wel-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
