Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Bondelivsidealet i dets udvikling indenfor de nordiske litteraturer fra renæssancen til vore tider - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.424
havens digteriske livsanskuelse, skulde kunne omsættes i poetisk
forklaring af folkelivet. Hvad den ældre folkelivsdigtning har skjænket
Welhaven, er et malerisk emne, hvori han kan inddigte, hvad der
bevæger sig i hans-egen sjæl. Det er en skjøn og diskret ramme for
hans sterkt personlige lyrik. Det har nok foresvævet ham og andre
romantikere, at der rundt om i vore ensomme dale gik mennesker og
førte en stille og sterk kamp med sig selv, med en natur, der vilde bøie
dem, meel magtei*, de ikke selv forstod. Og disse mennesker har git
digterne en eiendommelig skjønhedsforestilling, hvor snart et etisk,
snart et malerisk ideal synes at være det bestemmende. Men tilsidst
er vel clen strid, der skildres, udkjæmpet i digterens egen sjæl.
Ingen af de øvrige lyrikere, der inspireres af folkedigtningen, har
Welhavens formende evne, endnu mindre hans poetiske dybde.
Tildels gled lyriken ud i et ordmaleri: digteren begravede en mere eller
mindre uklar stemning i et fjeldvand eller lader den fordybe sig i en
forladt kirke. Det viser, hvor langt fra en folkelivsskildring denne
poesi i virkeligheden er.
For Welhaven og Munch har den norske bonde, som han staar
og gaar, neppe havt nogen poetisk tiltrækning, og naar Peter Andreas
Jensen tar sig for at låve et norsk folkelivsdrama, "Huldrens hjem",
er han saa langt fra vor bonde som hvilkensomhelst italiensk
operaforfatter.
Imidlertid fortsætter man med at samle sagn, viser og melodier.
Og vi faar folkeeventyrene ved Asbjørnsen og Moe. Disse to kjender
virkelig den norske bonde, og de har hver paa sin sterkt personlige
maade fortalt om hans liv. Hos Jørgen Moe et stille dybt humør —
forbundet med rent og sterkt alvor. Hos Asbjørnsen et frodigt lune,
en klar og sikker evne til at tegne os menneskers færd. Begge føler
sig hjemme blandt bønder, de har været sammen med dem til daglig,
og gjennem de brudstykker af bondelivsskildring, som forekommer i
deres forfatterskab, kan vi hos Jørgen Moe læse os til en
skjønheds-forestilling om en jevn bondens lykke og om en sjælskultur, som han
har fundet hos vore bedste bønder, og som han ønsker at bibringe
dem, der ikke har den,–for Asbjørnsen er det især den humor,
hvoraf den norske bonde har et saa rigt fond, der har glædet ham.
Ingen af dem har som bekjendt git noget større sammenhængende
billede af norsk folkeliv, men man kan dog sige, at det er dem, der
har indført den virkelige levende norske bonde i litteraturen.
Et verk, som ved denne tid — omkring 1850 — naar ganske høit
som virkelighedsskildring, er Østgaards "En Fjeldbygd". Ogsaa han
kjender bønderne fra første haand og har en varm og fin forstaaelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
