Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lou Andreas Salomé: Friedrich Nietzsche i hans Værker. I. Hans Væsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.432
Hans Forbindelse med Paul |Rée varede fra Begyndelsen af
Halvfjerserne og fandt sin Afslutning i Efteraaret 1882, — samtidig
med Fuldendelsen af „Die fröhliche Wissenschaft", det sidste af
Nietzsches Værker, der endnu hviler paa positivistisk Grundlag.
I Efteraaret 1882 fattede Nietzsche den Beslutning for et
Tidsrum af 10 Aar fuldstændig at afholde sig fra al litterær Virksomhed.
I denne til den dybeste Tavshed indviede Tid vilde han undersøge
og nøje. prøve sin nye mystiske Filosofi, hvad dens Rigtighed angik,
for derpaa i 1892 at optræde som dens Forkynder. Dette Forsæt
har han ikke udført j1 tværtimod udfoldede han i Firserne en næsten
uafbrudt Produktivitet og forstummede derpaa endnu før det af ham
fastsatte Aarti: i 1889 satte et voldsomt Udbrud af hans Hovedlidelse
en Grænse for ethvertsomhelst Aandsarbejde.
Men Tidsrummet imellem Nedlæggelsen af Baseler-Professoratet
og Ophøret af enhver Aandsvirksomhed overhovedet omfatter igen et
Aarti, Tiden fra 1879—1889. Siden har Nietzsche levet som Syg
hos sin Moder i Naumburg, efter et forbigaaende Ophold i Professor
Bruswangers Anstalt i Jena.
De to Billeder, der er vedføjet denne Bog, viser Nietzsche, som
han var i disse sidste ti Lidelsesaar. Og sikkert har dette været den
Tid, i hvilken hans Fysiognomi opnaaede at blive mest karakteristisk
udpræget: den Tid, i hvilken hans Væsens Fællesudtryk alt var
fuldkommen gennemtrængt af hans dybt bevægede indre Liv, og endda
forblev betegnende for det, som det holdt tilbage og skjulte. Netop
dette: det Skjulte, Anelsen om en fortiet Ensomhed, — clet var det
første, stærke Indtryk, som fængslede En ved Nietzsches Ydre. Den
flygtige Beskuers Blik mødte intet paafaldende; denne middelstore Mand i
sin overordentlig jævne, men tillige overordentlig omhyggelige Klædedragt,
med de rolige Træk og det glat tilbagestrøgne, brune Haar, kunde let
blive overseet. De fine, saa udtryksfulde Linjer omkring Munden
skjultes næsten helt af et fremoverkæmmet, stort Overskæg; han havde
en sagte Latter, en stille, bramfri Maade at tale paa og en forsigtig,
eftertænksom Gang, hvorved han dukkede lidt med Skuldrene; man
kunde daarligt forestille sig denne Skikkelse midt i en Menneskemængde,
— den bar Præget af at staa afsides, staa alene. Uforlignelig skønt
og ædelt formede var Nietzsches Hænder; uvilkaarligt drog de Blikket
til sig, og om dem troede han selv ogsaa, at de forraadte hans Aand,
— en dertil sigtende Bemærkning findes i „Jenseits von Gut und
Böse" (288): „Der gives Mennesker, der paa en uundgaaelig Maade
besidde Aand, lad dem dreje og vende sig, som de vil, og holde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
