Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lou Andreas Salomé: Friedrich Nietzsche i hans Værker. I. Hans Væsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
433
Hænderne for de forræderiske Øjne (— som om Haanden ikke var
en Forræder —!•
Et i Sandlied forræderisk Sprog talte ogsaa lians Øjne.
Halvblinde, besad de dog intet af den Skaksynedes ufrivillige
Paatrængen-lied, intet spejdende, blinkende; nej de saa ud som bevogtede og
bevarede de egne Skatte, stumme Hemmeligheder, som intet ukaldet Øje
maatte strejfe. Hans mangelfulde Syn forlenede hans Træk med en ganske
ejendommelig Art af Trylleri, derved at de, istedenfor at genspejle
vekslende, ydre Indtryk kun gengave det, der drog igennem hans Indre. Indad
skuede disse Øjne og tillige, — langt bort over de nærmeste Genstande,
— udover, eller snarere: indad som skuede de udover. Ti igrunden var
hele hans Tænkerforskning kun en Menneskesjælens Gennemforsken efter
uopdagede Verdener, efter deres „endnu ikke udtømte Muligheder"
(Jenseits von Gut und Böse 45), hvilke han rastløs skabte og
omskabte. Naar han til Tider gav sig, som han var, under Trylleriet
af en sjælsbevægende Samtale paa Tomaudshaand, da kunde det lyse
op og forsvinde i hans Øjne paa en ligefrem gribende Maade; —
men var han i mørk Stemning, da talte Ensomheden tungt, næsten
truende udaf dem, som udaf uhyggelige Dybder, — hine Dybder, i
hvilke han altid forblev ene, som han ikke kunde dele med Nogen,
ligeoverfor hvilke han selv undertiden grebes af Gru, — og i hvilke
hans Aand tilsidst sank under.
Et lignende Indtryk af noget Skjult, noget Fortiet, gjorde ogsaa
Nietzsche i hele sin Maade at være paa. I det sædvanlige Liv viste
han stor Høflighed, en næsten kvindelig Mildhed og en stadig, velvillig
Sindsligevægt, — han følte Glæde ved fornemme Former i Omgang
og holdt meget paa dem. Men stedse laa. deri en Glæde ved
Forklædning, — Kappe og Maske for et næsten aldrig blottet Sjæleliv.
Jeg husker, at da jeg første Gang talte med Nietzsche, — det var
en Foraarsdag i Rom, i Peterskirken, — blev jeg i første Øjeblik
slaaet af, og ført paa Vildspor af, det udsøgt formfulde ved ham.
Men ikke længe var dette hos denne Ensomme istand til at vildlede ;
han bar sin Maske ligesaa ubehændigt, som den, der kommer fra
Ørken-og Bjergensomhed, bærer Allemandsfrakken, og meget snart dukkede
det Spørgsmaal frem, som Nietzsche selv har sammenfattet i de Ord:
„Ved Alt, hvad et Menneske lader komme til syne, kan man spørge:
hvad skal det skjule?" Hvorfra skal det bortlede Blikket? Hvilken
x) En lignende Betydning tillagde han sine sjeldent smaa og flntmodellerede
Øren, om hvilke han sagde, at de var de sande „Øren for uhørte Ting".
(Zarathustra 1. 25.)
28
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
