Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lou Andreas Salomé: Friedrich Nietzsche i hans Værker. I. Hans Væsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.445
„Ve over min Havesyge! I denne Sjæl bor ingen Selvfornægtelse —
snarere et Alt begærende Selv, der ved Hjælp af mangfoldige
Individers Øjne og Hænder gad se som med sine Øjne, gribe som med sirte
Hænder, — et Selv, der endogsaa vil hente hele Fortiden tilbage, der
ikke vil tabe Noget af, hvad der overhovedet kunde tilhøre det! Ve
over denne min Havesyges Flamme! Oh, at jeg kunde genfødes i
hundrede Væsener!"
Paa denne Maade bliver det Omfattende og Indviklede i den
„stilløse" Natur til et mægtigt Fortrin: „Hvis vi vovede og vilde en
Arkitektur efter vor Sjæle-Art, — -r- — — saa maatte Labyrinten
være vort Forbillede!" (Morgenrothe 169) — men ingen Labyrint,
i hvilken Sjælen fortaber sig; ud af hvis Forvirring den tværtimod
trænger igennem til større Klarhed. „Man maa endnu have Kaos i
sig for at kunne føde en dansende Stjerne," — dette Zarathustras Ord
gælder om den, der er født til Stjernetilværelsen, til Lyset, som til
sin særegneste Væsensgenius, sin ejendommeligste Forklaring. Nietzsche
har skildret dette under Navnet: „En lys Art af Skygge" (Der
Wanderer und sein Schatten 258): „Tæt ved de helt natdunkle
Mennesker findes næsten regelmæssigt, som bunden fast til dem, en
Lvs-sjæl. Den er ligesom den negative Skygge, som hine kaster."
Denne Lyssjæl er desto mere straalende, jo mægtigere og
dunklere, altsaa jo mere tyrannisk og farlig den Natur er, der ligesom
lader sig forbrænde i den — kaster alle sine Tilbøjeligheder som
Brændstof i denne hellige Glød. Maaden, hvorpaa dette sker, skifter
med den Erkendendes Erkendelsesstandpunkt: Nietzsches Opfattelse
af, hvad „Erkendelse" er, er forskellig i hans forskellige
Aandsperio-der, og paa tilsvarende Maade forskyder sig ligeledes hver Gang
indenfor den bølgende Kamp i denne Geni-Natur, det, som han kalder
„Drifternes indre Rangforordning". Man kan sige, at hans Udviklings
Historie væsentlig er sammensat af slige Forskydningers vekslende
Billeder, saa at hele hans Indvortes-Liv, under hans sidste
Skaberperiode, genspejler sig i filosofiske Theorier: indtil Mørkesjæl og
Lyssjæl for ham blive Repræsentanter for det Menneskelige og
Overmenneskelige.
Men den skildrede Sjæleproces selv forbliver i sine Grundtræk
den samme igennem alle Forandringer. „Har man Karakter, da har
man ogsaa sin typiske Oplevelse, der stadig kommer igen," siger
Nietzsche. (Jenseits von Gut und Böse 70). Saaledes er da dette
hans typiske Oplevelse, der stadig kommer igen, ved hvilken han
stadig paany reiste sig igen, hævede sig ud over sig selv — indtil
han tilsidst styrtede overende i sig selv og gik tilgrunde ved den.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
