Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - René Doumic: Den litterære situation i Frankrige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den litterære situation i Frankrige. 65
merke til, at alle de sygdomme, som igaar fik sit litterære udtryk,
det er de samme, som idag manifesterer sig i vort samlede
nationale liv. Er ikke her ogsaa det onde, vi lider under, denne
trang til nydelse? I alle samfundets lag finder vi det samme
begjær efter velvære og den samme frygt for anstrengelse. Man
lar aliing seile sin egen sø og lukker øinene for alt, hvad der
kunde forstyrre vor ro eller magelighed. Man gaar gjerne ind
paa at dø, naar man bare faar dø i fred. En saadan tilstand
kan dog ikke vare i det uendelige, ja kan ikke engang vare
længe uden stor fare. Derfor oplever vi ogsaa for øieblikket en
næsten almindelig reaktion mod de tendenser, hvis beklagelige
følger man nu ikke længere kan lukke øinene for. Séailles,
nylig udkomne bog om Ernest Renan vidner tilstrækkelig om
den formelige vrede, man nu føier mod gaarsdagens afgud.
Pessimismens, impressionismens og ironiens mest feirede
repræsentanter har høitidelig afsverget sine vildfarelser. Og nu kan vi
altsaa ogsaa notere Paul Bourg ets klare og betydningsfulde
troesbekjendelse. Jules Lem attre, som før var saa behændig
i at haandtere den usikre tankes balancekunster, har i den sidste
tid optraadt med stor kraft og mod. Barres, som i sine første
bøger var saa ivrig til at udfordre den sunde fornuft, er i sin
sidste bog ligesaa optaget med at reise de altere, som han
tidligere havde omstyrtet. Andre har fulgt dem og er blevet
energiens forkyndere. De har forstaaet, at tiden nu var kommet til
at sætte en grænse for den gamle farlige tankeleg, og at det nu
maa være slut med latteren. Spørgsmaalet er, om vi nu er
istand til at være alvorlige. Øieblikket er ikke længere gunstigt
for dem, som bare vil möre sig ; der kan ikke være for mange
skikkelige mennesker, som enes om at afryste den altbeherskende
apathi, vække sansen for anstrengt arbeide og udbrede troskab
og offervillighed. Derfor vilde denne opløsningens generation
være forsvunden, glemt, tilintetgjort, dersom ikke Anatole France
stod igjen som dens fine og lokkende repræsentant.
René Doumic.
5 — Samtiden. 1900.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
