Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Adolf Langsted: Vaarbrud - Scene I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
98 Adolf Langsted.
Da fandt han frem en svane med gjennemboret bryst.
Flux drog han ud det morderske vaaben.
Men døende sang svanen med bristende røst,
og munken skued himmelen aaben.
Da var det, som han svang sig op over døgnets strid
paa svanevinger hort mod aftenrøden.
Der lød en røst: Bevar dig uskyldig, svanehvid,
da kan som den du — synge i døden !
(Pause.)
Olaus.
Ak! hvor du læser, kjære! Din stemme klinger blød.
Den læste tanke synes paa dine læber fød.
Det er en sjælden gåve, opløftende og stor. — —
Jeg er saa træt af verden, jeg er saa tung af jord.
Min sjæl som hjorten skriger mod fjærne kildevæld.
Læs, broder! — — Nej! luk bogen. Det lakker alt mod kvæld.
Niels.
Ja, dagen helder aarle, skjønt længst det bær’ mod vaar.
Det synes som om vintren ej vige vil i aar;
hver dag det sner og fyger, saa ruden fryser til.
Olaus.
Vær trøstig. Bi paa Herren. Det lysner, naar Han vil.
Jeg længes ej mod vaaren. Dens sol er mig for varm ;
jeg føler mig meel blussel saa nøgen og saa arm.
Dens munterhed mig skræmmer, og al dens fuglesang
mit hjærte sønderriver. Det jubled og’ engang! -—
Dens blomsterflor bedaarer og blænder fast mit blik.
Mig blomsten synes væbnet. Jeg kjender her dens stik.
Der er i foraarsglæden en braad.......
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
