Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Adolf Langsted: Vaarbrud - Scene I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vaarbrud. 99
Niels.
Jeg synes dog
forjættende og lifligt er vaarens advents-sprog.
Er det for ung og gammel ej frydefuldt at se
et blomslerkuld at spire og grønnes under sne.
De hvide klokker kime for hvert andægtigt sind.
Tro mig, et glædens budskab det er, de ringer ind.
Ak, spørg og lyt derude paa mark, i skov og lund.
Er det ej længselshaabet, der rejser sig af blund?
Olaus.
Tilvisse, vaaren varsler opstandelse, jeg tror.
Og én gang i Guds rige vil glæden vorde stor.
Men der er dem hernede, hvis længselshaab er dødt,
hvis hjærte syndigt sveget er martret og forblødt;
dem er al verdens glæde en mat og blændet sol,
der stikker kun og saarer.. . .
Niels.
Dog er den et symbol
paa Gud vor herres naade, der aldrig- falder af,
der skinner, endog blændet, paa kisten i vor grav.
Olaus.
Men der er dem, der sørge, der her paa denne jord
helst søge ind i skyggen, hvor ensomheden bor.
De trives bedst mod vinter, de længes ej mod vaar;
thi nøgenhed dem klæder og vellyst dem forgaar.
Bag vintrens hvide lagen de søge kyskheds skjul.
Den glæde, som de agter, er ikke vaar, men jul,
gjenfødelsen, forstaar du, der ved et almagts-bliv
omskaber os fra inden til nyt og evigt liv.
Niels.
Nu skjønner jeg tilfulde, I fristed megen sorg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
