Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Adolf Langsted: Vaarbrud - Scene II - Scene III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
102 Adolf Langsted.
O hør mig, stærke Krisle, hvis magt er kjærlighed,
(griber krucifixet og trykker det til sit bryst)
hvis kors er sejerspantet paa evigt liv af død,
bered mig gjennem smerte og gjennem sjælenød
til i din haand at vorde et redskab her i løn
til hendes sjæl at frelse. O Gud! det er min bøn.
Vel sidder du deroppe hos kraftens højre haand,
dog drager os mod oven din kjærlighed, din aand;
thi er min tro, at ogsaa i støvets dunkle hjem
der er et helligt samfund imellem alle dem,
hvem kjærligheden binder — er de end skilt paa jord —
Sjæl drager sjæl mod oven, det føler jeg og tror.
(rejser sig og træder lien til vinduet)
— Nu slukkes dagens øje, og egnen ligger mørk;
tilsne’t er endog søen, der midt i sneens ørk
laa blank som en cisterne. —
Tys! Klosterhornet lød.
Hvorfor dog blæser kuren saa lange, dumpe stød?
Hvad er der sket? —
SCENE III.
Broder Niels hastigt ind.
Olaus
(imod ham).
Hvad varsler det ængstende signal?
Er nogen stedt i vaade? Men tal dog, broder! — tal.
Niels.
Et nødssignal! — En slæde er hist i vaagen kjørt;
alt en forkommen kvinde er hid til klostret ført.
Me n kjøresvenden savnes. — Hvorledes det er sket,
maa fiskerne forklare .... I veed, at clet har snot;
skjult ligger alle vaager. Hvor let.....
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
