Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Adolf Langsted: Vaarbrud - Scene II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vaarbrud. 101
Er kjærlighed for ungdom blot idel unatur?
Ak nej! Som al Guds gåve den er et skjærsilds-bad.
Derfor er vaarens time saa løfterig og glad.
Saa sandt som vaaren varsler hver spire sejersbud,
vil kjærlighed berede hver sjæl for liv i Gud.
Men er da det at bede? Saa spurgte jeg iblandt.
Dog stedse jeg tilbage til dette minde fandt.
— Som vaarfluerne hvirvle om marterflammens skjær,
saa kredser om et bil led at mine tankers hær.
Et tiaar er forløbet, — og daglig har jeg søgt
at mane bort den skygge, som i mit sind har spøgt,
som om det var en skygge, et spøgelse; — o nej!
Den fagreste af stjærner, der skinned paa min vei.
Et tiaar er forløbet, — og daglig har jeg søgt
at glemme dette minde, som for min sjæl har spøgt.
Men aldrig fandt jeg glemsel for alt mit haabs forlis,
som om jeg vilde glemme min drøm om paradis. —
Min hu mod hende droges i hver en stjaalen stund;
thi prøve paa at glemme det var at mindes kun.
Et tiaar er forløbet; — jeg har forsaget alt
og alle gode magter til hjælp i striden kaldt,
men slette dette billed af sjælens dybe grund,
det har jeg ikke mægtet. Det voxer allen stund.
Del billed kan ej brydes, skal denne sjæl ej dø.
Mit hjærtespejl er trofast, ej flygtigt som en sø,
hvad engang det har spejlet, ej mer kan slettes ud.
(vender sig imod madonnabilledet)
Forarges ikke paa mig, du høje himmelbrud!
(knælet- ved bedepnlten)
O mater dolorosa! som smertens kalk har tømt,
hav medynk med et hjærte, som kjærlighed har drømt.
Tveægget var det glavind, der gjennembored dit,
tveægget er den smerte, som daglig martrer mit.
Det var al verdens længsel, du vugged i dit skjød,
det var al verdens glæde, du favned kold og død.
Dog leved du og lever end ved Hans højre haand,
og til vort suk du bøjer dit hjærte redebon:
nedbed mig helgenstyrke, nedbed mig englefred!
(vendt imod krucifixet)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
