Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Adolf Langsted: Vaarbrud - Scene IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
96
Adolf Langsted.
Olaus
(fattende sig).
Intet. Det var en flyvegnist,
der lammed mig om haanden
(afsides)
o g hjærtet, milde Krist!
(højt)
Øv Eders kunst, I brødre! — Se at faa hende vakt.
(Munkene sysle travlt om baaren.)
En af brødrene.
Iler synes alt forgjæves.
Olaus
(betragtende fr» Märta ufravendt; — hen for sig).
I en saa enkelt drägt.
Niels.
Ja, drägten som en enkes er enkelt, hvid og graa;
at hun er adelsfrue, dog tyder meget paa.
Thi fiskerne ved stranden, som slæden havde set,
beretted, agedynen var rig og silkebredt.
En af brødrene.
Abbed! er dette døden hvad eller kun et blund?
Olaus.
Tag spejlet af lampetten og hold for hendes mund.
Niels.
Hun aander! Se, hun aander, men tungt og ubevidst.
Olaus.
Unn aander — her i klostret! — Ak! Hjærte, brist dog, brist.
(Klokken ringer til ave.)
Nu ringer vesperklokken. — Gaa blot lil messe ned.
Jeg bliver her og vaager, men bed, I andre, bed.
(BrøJrene ud.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
