Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Adolf Langsted: Vaarbrud - Scene V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
108 Adolf Langsted.
F hu Märta.
Flusk, Gud mig sendte hid.
Jeg droges fjærnt fra verden at ende livets strid.
Olaus
(misforstaaende).
Og du vil gaa i kloster! Det vil du angre let.
Den kamp, som du befrygter, vil da først blusse ret,
og du vil lide, — lide.
Fru Märta.
Hvor har da du ej lidt!
Dit blik, din stemme røber, hvor vældigt du har stridt.
Olaus.
At være ung og skue alt liv som bag et glar,
som bag en gitterrude, o Gud! den lod er-svar.
For den, hvis hjærte banker, hvis blod er bragt i kog,
er der ej ly at finde i skumlest klosterkrog.
Jeg søgte dig at glemme. Forgjæves! Dag for dag
min sjæl som husvild flakked mod dine lyse drag.
For ej at se dig afkald jeg paa min frihed gav.
Og leved indespærret i cellen som en grav,
for ej din vej at krydse jeg klostret ej forlod,
ej udenfor dets ringmur jeg voved end min fod.
Og dog hvad har det gavnet1? Hvor end jeg gaar og staar,
saa bløder dog herinde — et ulægt hjærtesaar.
Fru Märta.
Et tiaar er forløbet, og ebbe fulgte flod,
men møl og rust fortærer ej kjærligheds klenod.
Den er en sjælden demant, dertil af renest vand,
derfor jo mer den slibes, des mer den funkle kan.
— Du elsker mig, Olaus! Vær det kun frit bekjendt.
Kun for at dø i troen Guds aand mig hid har sendt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
