Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Adolf Langsted: Vaarbrud - Scene V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vaarbrud.
Olaus.
Kun for at dø? — Hvorledes? — Er du til liv ej vakt?
Fru Märta.
«Se dig og do» var haabet, som Gud gav livets magt.
Du ser, jeg vakler, kjære! — — Saa giv mig sjælefred.
Bekjend, du har bevaret dit hjærtes kjærlighed.
Olaus.
Det er min tro — mit hjærtes, — at her i støvets hjem,
der er et helligt samfund imellem alle dem,
hvem kjærligheden binder — er de end skilt paa jord —
Sjæl drager sjæl mod oven, det føier jeg og tror.
(pludselig overvældet).
Det svimler for mit øje.
Fru Marta.
Men hjærtet skuer klart.
Se, hvad du stærkest drømte, fuldbyrdes — aabenbart.
Kor fra kapellet.
Hellige Frelser! vundeslagne, stærke!
Før os til sejer under korsets mærke,
at vi maa skimte bag de brudte vaaben
himmelen aaben!
Fru Märta.
Ja, himlen er foran mig, og verden ligger bag.
En liden stund — da aabner sig nattens stjernetag.
En liden stund — da straaler bag dødens skandsevold
Guds naades milde aasyn som sol og hjærteskjold.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
