Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Adolf Langsted: Vaarbrud - Scene V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
112 Adolf Langsted.
Fru Marta
(mat og døende).
Det er ej mer mit eget, som kutten ej er dit.
— Jeg bar vel forhen klæder med mere adelssnit, —
men det er forbigangent, og vi har aflagt nu
jeg hovmods gyldne flitter og glædens farver du,
men naar igjen vi mødes for tronen hist hos Gud,
da skal vi bære — hegge det hvide helgenskrud.
Olaus
(bøjet over hende).
Men indtil da, du kjære! Far vel, for evigt vel!
Paa gjensyn hist hvor dagen ej mere veed af kvæld.
Fru Marta
(med hviskende røst).
Det bliver mørkt omkring mig, — endog du sidder der,
endog jeg veed, min Frelser er mig usynlig nær.
Syng for mig, syng din ungdoms uvisnelige kvad,
at hisset i Guds rige min sjæl maa vaagne glad.
Olaus
(griber luthen, som hænger om baaren fra før og anslaar nogle accorder).
Vaagn op, mit liv, af dvale!
Vaagn op af længselsblund!
Af dødens skyggedale
stig frem med smil om mund.
(hölder inde, idet han ser, at fru Marta er død, og kaster sig over hende).
Død!! —
(Munkene komme ind fra kapellet syngende).
Kor.
Hellige Frelser! hjærtestungne, fromme!
Stil vor forlængsel efter rigets komme,
at vi maa favne alle-sjæles haaben:
himmelen aaben!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
