Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Adolf Langsted: Vaarbrud - Scene V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vaarbrud. 111
Erindrer du derhjemme, naar jeg paa svalen stod
og du gik nedenunder og sang — i hu saa mod —
da kasted jeg i letsind en rose til dig ned.
Ak! at jeg kunde svige saa dyr en kjærlighed.
Naar snart jeg staar deroppe paa svalen hist hos Gud,
og du endnu hernede gaar kjærlighedens bud,
vil mangen kjærlig tanke med lyd af englekor
paa dine veje brede af tusindfryd — et flor.
o laus
Er det da døden, kjære?
Fru Marta.
Saa er min vej beredt.
Kun hisset kan jeg leve, da jeg min sjæl har set.
Olaus.
Og jeg da? — Taalmod! Taalmod! At bie er min sag.
Et tiaar er forløbet, og indtil denne dag
jeg søgte ensomheden blot for din magt at sky,
endog mit hjærte kjendte din magt hver morgen — ny.
Men Gucl os sammen førte, og jeg hans vink forstaar:
Kun som een dag for Herren er mange, mange aar,
og een gang skal den falde den sidste skillemur
for livets klostercelle, for gravens fangebur.
Da skal jeg frigjort møde til helgenstævnet frem
for hist med d i g at bygge et evigt himmelhjem.
Fru Marta
(secnende tilbage paa baaren).
Bliv ved; — bliv ved, Olaus! Forlyst min trætte aand.
o laus.
O, lad mig kysse fligen af Eders klædebon.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
