Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gunnar Heiberg: Verner von Heidenstam: Tankar och teckningar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Verner von Heidenstam: Tankar och Teckningar.
107
af gjæsterne: «Det var en hyggelig fyr.» Alle var heri enige
undtagen en, som sad og drog paa det. Man spurgte, hvad
han havde mod Svensken. Endelig svarte han: Skal det
være Svensker, saa skal det være Svensker. Denne her, han
forstod jo norsk. Og ikke nok med det; men han svarte og
spurgte som han kunde være en af os selv. Og morsom
var han jo ogsaa akkurat som vi andre. Nei jeg vil ha
ordentlige Svensker. Saanne med skil i haaret og som staar
og bukker og bukker og smiler og siger: A för all clel!
A för all del!
Der maa være noget i en slig opfatning af Svenskerne,
for naar Heidenstam skal give et billede af hvorledes hans
nation staar blandt de øvrige nationer, saa siger han, at den
ligner en vidtbereist gammel verdensmand, som har været
med paa alt og prøvet alt. Verdensklog og fuld af erfaring
gnider han hænderne og bukker og bukker. Mine herrer,
siger han til sine naboer, tiltro ikke mig nogen betydning.
Jeg er en gammel daare, og alle mine barn er saa
fuldstændig ubegavede, at jeg blir i daarlig humør, bare jeg
taler om dem. Jeg forlanger ingenting, mine herrer, ønsker
ingenting, og De maa derfor heller ikke forlange noget
af mig.
En saadan tvil paa sig selv, siger Heidenstam, fører
ufeilbarlig til undergang. Men den gamle herre tiltaler ham
alligevel, saaledes som han nu er. «Et mere storartet endeligt
kan aldrig vente et gammelt folk end med erfaringens modne
frugter i sit fang og merl selvanklagen paa sine læber at
lukke øiet til søvn.» Og han siger fremdeles: I hele
samtiden findes ikke et fornemmere og mere vindende folketræk
end denne nationale selvironi. Hvor paa en gang bly og stolt
tér sig ikke en saadan selvfornegtelse (ban sigter til de
ovenciterede ord af Brovallius) ved siden af de andre nationers
forgudelse af alt sit eget.
Trods sin hemmelige sympathi for denne selvfornegtelse
fremholder han dog, hvor undervurderingen af ens eget
fører til ødelæggende og naragtig overvurdering -af det
fremmede. Og i ord, som er stolte, men ikke netop saa bly,
udraaber han: «Frampressa ur de stora kulturlandens
odling själfva dess quinta essentia och pröfva den vid sidan
af elet förnämsta, som vi under de sista trehundra åren
frambragt inom naturforskning, diktning och konst samt vid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
