Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ernst von Wolzogen: Det nittende aarhundredes grundlag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det nittende aarhundredes grundlag.
133
nybygge at følge efter. Skulde da fred og fuldendelse være
uopnaaelige inden menneskeheden?
I Chamberlains fuldstændige overseen af romaner, mongoler,
ja endog amerikanere synes mig at ligge en betænkelig kilde
til feiltagelser. Formodentlig vil «Grundlagenes» forfatter ved sin
bearbeidelse af det nittende aarhundrede selv forsøge at udfylde
dette hul. Hvorledes han vil iverksætte det uden at afknappe
noget af den germanerne hidtil udelukkende tildelte ros, ved jeg
ikke. Det synes mig at ligge nær for haanden, at den naturlige
evolutions store tog gaar ud paa raceblanding, og at intelligensen
blir det eneste barn af fremskridtet paa alle omraader, medens
vegten af den sædelige karakter kun vil gjøre sig gjældende
under stabile forhold. At intelligens og sædelighed saa ofte
ligger i strid med hinanden — ogsaa i mangfoldige store
personligheder —, det synes mig at ha’ sin grund deri, at ideernes
konsolidering sjelden formaar at holde skridt med erkjendelsens
praktiske anvendelse. I vort nittende aarhundrede er paany som
ofte tidligere den herlige leilighed til at bringe ide og virkelighed
i samklang blit forsømt. Næsten hele den moderne menneskehed
beherskes af angst for følgerne. Derfor ser vi handel og vandel,
i forbund med de empiriske videnskaber, tusen mil forud for
stal og samfund med sine love, sin sædelighed og religion,
llavde ved aarhundredets slutning en Fredrik den Store staaet i
spidsen for en af de nuværende store stater, en
herskerpersonlighed, der havde havt mod til at bekjende sig som moderne
menneske, vilde i den ståt hele intelligensen forbundet sig med
regjeringen, og i et saadant statssamfund kunde man smilende
trukket paa skulderen af et mulig tilstedeværende socialdemokrati,
og høist sandsynlig paa noget hensynsløs men praktisk maade
omvendt det fronderende kleresi i angstforbund med ridderskabet
til moderne anskuelser.
Vor tid smægter efter store personligheder. Vi liar sidste
gang undrende oplevet personlighedens magt i Wagner og Bismarck.
Wagner har virket paa hele verdens kunst, Bismarck tilsatte sin
samsonkraft, da han stillede sig i modsætning til de uafviselig
retfærdige fordringer om en naturlig udvikling af de sociale
forhold. Er det ikke et klart bevis for den sætning, jeg ovenfor
opstillede, at menneskehedens naturlige udvikling alene lod sig
befordre ved samvirke af ide og erkjendelse? Mon Bismarck
ikke kunde ydet ligesaa store gjerninger for den indre politik
som for den ydre, hvis ban ikke ved sin stive fastholden paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
