Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Engelsk kunst - Max I. Friedländer: Robert de la Sizeranne: La peinture anglaise contemporaine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
138
Engelsk kunst.
en næsten ufornem popularitet, idet han blev modeportrætmaler
og baronet. Han var og blev dog en god og samvittighedsfuld
kunstner, omend aanden i hans berømte sentimentale fremstillinger
er saa borgerlig, ja familiejournalagtig, at præraphaeliternes
brodersamfund maatte anse ham for en frafalden.
Blandt de kunstnere, som ikke svigtede fanen, har Burne
Jones, som udfoldede den rigeste virksomhed, været den, som
man nærmest kunde beskylde for manér. Den poesi, som
besjæler alle Burne Jones’ dunkle legender, sagn og eventyr, har
den samme klang som poesien i Bosettis billeder, men er ikke
fuldt saa dyb og sterk.
Holman Hunt omtales ikke uden kjærlighed, som
evangeliernes maler, som den uforlignelig grundige, ærlige og
taalmodigt sandhedssøger. I orthodox forstand, d. v. s. i
Ruskins-aand er Hunt den mest præraphaelitiske af præraphaeliterne. Det
er navnlig hos ham, man finder ved siden af hinanden denne
idealisme i anskuelsen og realisme i iagttagelsen, som var
Ruskins-krav til kunsten. Ingen har stillet malerens kald saa høit og
holdt det saa helligt som ban, og ingen har dog saa utrættelig
og pinlig korrekt gjengivet et faars uld eller en træplades aarer.
Med sin opfatning af den kristelige legende, der paa engang er
saa original, dyb, historisk og from, vil han, trodsendel
snurrepiberier, for en kommende tid staa som det 19de aarhundredes
største religionsmaler.
Sizeranne vurderer maaske denne maler og tillige Watts
ikke ganske efter fortjeneste, fordi begrebet l’art pour l’art dog
er gaaet den unge franskmand altfor meget i blodet, til at den
overveiende ethisk og socialt bestemte bestræbelse hos de to
store engelske malere ikke skulde synes ham mere underlig end
be u n d ri ngs væ rd ig.
Det sidste afsnit i bogen er samlende. Det for de engelske
malere fælles karakteristiske udvikles indgaaende. Det er ganske
forbausende, hvor konservativ, hvor afsondret, hvor lidet bererft
af kontinentets bestræbelser den engelske nationaleiendommelighed
frem træder i den klare, men dog saa forsigtige synthese.
Forfatteren lader sig næsten ikke paa noget sted forlede til
overilede generalisationer.
Kun é n liden indvending maa til slut antydes. Bogeis
titel er: Det samtidige engelske maleri. Whistler, h\is
kunst af Sizeranne med klog beregning betegnes som
arae’i-kansk og parisisk i modsætning til den engelske kunst, hai i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
