Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - André Beaunier: Et besøg hos Tolstoi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
186
André Beau nier.
det, det gir disse mennesker? Intet, da deres raffinerte kunst
bare er bestemt for nogle faa indviede.
Kunsten har ingen ret til at eksistere uden at være populær,
— der skal ikke i den være klasseforskjel. Hvis kunsten, som
det synes, er en nydelse, der er nødvendig for menneskelivet,
bør den ikke være forbeholdt nogle faa lykkelige alene; enten
skal den være populær eller ikke være til; men for at blive
dette, maa den holde op at være en ørkesløs leg for trætte og
blaserte levemænd, — den maa slaa dybe rødder i det egte,
virkelige menneskeliv. Jeg mener ikke hermed, at man skal
forringe kunsten for at bringe den inden folkets rækkevidde;
rigtignok paastaar forfinede sjæle, at folket ikke forstaar; — det.
forstaar ganske vist ikke dekadenterne, og deri gjør det ret.
Men hver gang jeg har ført mine bondevenner, — og det er
mennesker, som vel kommer op mod vore lærde, — til brødrene
Pretiakofs billedgalleri, har jeg seet dem betagne af beundring
overfor Répines og Gays skjønne verker.
Jeg fordrer ikke, at kunsten skal være udelukkende
moraliserende, — hovedsagen er, at den interesserer folket. Og den
vil interessere folket, — det vil sige hele menneskeslegten, —
naar den er sand, naar den gir udtryk for det dybeste, det mest
menneskelige i os. Der er tre ting i kunsten: sandhed, sandhed,
sandhed. Det er overflødigt for kunstnere at faa faglig
uddannelse; kunstskoler er ganske unyttige, — de vildleder bare de
unge og faar dem til at tro, at haandverket i sig selv har noget
værd. Vær bare oprigtig, og den tanke, De udtrykker, vil røre
hjerterne. Et lidet barns glade, friske latter faar Dem jo til at
le, selv om De er trist.
Middelalderens kunst, portalernes og kapitælernes skulptur,
glasmalerierne, — den var ikke mer beregnet paa de rige og
dannede end paa folket, derfor var denne kunst retfærdig, ja
endog god. Saa kom renaissancen, og paverne og fyrsterne i
Italien opretted smaa kunstnerhof, som de knytted til sine
personer og benytted til sin egen private fornøielse. Disse
renais-sancens kunstnere er sande forgjængere for vore dages
kunstnere, de var ogsaa snyltedyr!
Et kunstverks skjønhed staar i forhold til antallet af de
mennesker, hvis interesse det vækker, og nu vil jeg spørge Dem:
hvor i eders Vesteuropa finder man et eneste alvorligt forsøg
paa at interessere folket ved maler- eller billedhuggerkunst?
Ingensteds. Man kan i det høieste nævne billedhandelen i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
