Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. Absalon Taranger: Grusomheden i retspleiens tjeneste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Grusomheden i retsplejens tjeneste.
223
en kat, en hund, en hane og en paa papir malet slange.
Dyrene slåp man først ned i sækken og bandt for, saa de
ikke frit kunde krabbe omkring sin menneskelige
lidelsesfælle. Med en til sækken fæstet stang blev den holdt under’
vand, til den døde havde udaandet. Denne straf rammede
efter Christian V’s lov aabenbare horkoner, der «fremturede
i deres skammelige og forargelige levnet»; den mandlige part
skulde miste sin hals. Efter vore gamle love blev troldkoner
druknede, efterat man først havde slaaet ryggen af paa dem.
Brænding var en grusom dødsstraf, der efter Rothers
forskrift foregik paa følgende vis: Paa retterstedet reistes
en pæl af eketræ og rundt den en stabel af tør ved,
risknipper. halm (60 knipper), en stor klump beg og 1 pund
svovl. Den dødsdømte lænkedes til søilen med tre lænker:
en om halsen, en om livet og en om benene.
Bøddelknægtene tændte saa ild paa baalet, men sørgede under
eksekutionen vel for, at søilen ikke blev brændt op; de karede
ilden bort fra den og slog vand paa den. Undertiden fik
den dømte en strikke om halsen; den blev fæstet til søilen,
og naar han vrir hode for at undgaa varme og røg, blir han
kvalt af strikken. Men «clette er — siger Rother —en særlig
naade, som maa bevilges eller anbefales af øvrigheden, ellers
sker saadant ikke.» Af medlidenhed hængte man paa sine
steder en pose med krudt om den dømtes hals, for at han
skulde bli dræbt ved dets eksplosion; men eksplosionen
havde sjelden den tilsigtede virkning.
Vi kommer nu til de grummeste dødsstraffe:
radbrækning, firdeling og pæling.
Radbrækningen udførtes paa forskjellig vis. Dels
blev offeret bundet eller- naglet med udspilte arme og ben
til et opretstaaende hjul, der var fæstet til en pæl, og hans
legeme knust med en kølle. Saaledes døde den uskyldige
Jean Calas i Toulouse den 9. marts 1762. Men almindelig
blev den ulykkelige lagt over spidskantede klodser- og hans
legeme knust med et mindre hjul. Det er den egentlige
hjul- eller radbrydning, som forekommer ogsaa i gamle
germanske love og særlig hyppig i Østgøtalovene. Jacob Grimm
antar, at den er en levning fra en endnu ældre
dødsstraffe-maade, som fuldbyrdedes ved at la vogne kjøre hen over de
dødsdømtes legemer. Man sondret mellem radbrækning
nedenfra og radbrækning ovenfra. Den sidste var den
mildeste. Rother beskriver begge saaledes; «Den arme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
