Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. Absalon Taranger: Grusomheden i retspleiens tjeneste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
222
Absalon Taranger.
En engelsk jurist, som under Elisabeth havde skrevet
mod ballet og maskerade, fik sin næse afskaaret og maatte
betale 25 000 pund sterling i bøder. En anden, som havde
talt fornærmelig mod dronningen selv, mistede ørene og
maatte gaa i evigt fængsel samt betale 5 000 thaler i bøder.
Tungens afskjæring eller gjennemboring var en
almindelig straf for gudsbespottelse. I Prag blev 1672 en
berømt jødisk læge, som havde spottet jomfru Maria, med
tungen naglet til kagen, derefter kagstrøget og landsforvist.
Brændemærking var en vanærende straf, som ofte
anvendtes sammen med kagstrygning. Efter Christian Vs
lov skulde den, som udsatte sit barn, brændes paa kinden;
den som anden gang begik smaatyveri, skulde brændes paa
sin ryg, og tredie gang skulde han brændes med tyvsmærke
paa sin pande, en sträf, som ogsaa rammede de store tyve.
Tyvsmærke brændtes efter Magnus Lagabøters lov paa kinden
med en nøkkel. En frd. af 19. november 1751 bestemte, at
alle kagstrøgne og brændemærkede personer altid skulde
«tilfindes at arbeide deres livstid, mandfolkene i jern i
nærmeste fæstning og qvindfolk i spinde- og tugthusene, — paa
det disse, som ei ere istand til sig paa lovlig maade at
ernære, ikke skal omløbe løse og ledige til publici byrde og tare.»
Henrettelse med sverd var ingen vanærende straf,
men derimod henrettelse med øks. Den sidste ledsagedes
derfor af ligets nedgraving paa retterstedet, mens den med
sverdet rettede i stilhed skulde begraves paa kirkegaard.
H æ n g n i n g foregik ikke dengang ved hjælp af falddør.
Ceremonien var ganske anderledes langtækkelig end de
hæng-ni ngsscener, aviserne nu tildags forlyster os med. Den
dømte førtes op i galgen paa en stige eller heistes op i en
talje, som paa forskjellig vis var fæstet til hans legeme.
Øverst paa stigen stod da skarpretteren, der anbragte slyngen
om delinkventens hals og trak til, saa han var halvdød, før
legemet blev hængende i strikken. Under eksekutionen stod
i Tyskland skolebørn rundt galgen og sang salmer. En
jernlænke blev lagt om den hængtes hals for at holde kroppen
oppe, til den faldt ned af sig selv. Alene hængte soldater
blev begravne samme dag. Hængte blev meget sjelden ud"
leverte medicinerne til anatomisk undersøgelse; halshuggedes
lig fik de derimod overladt.
Sækking kunde alene foregaa, hvor der var vand nok.
Delinkventen blev puttet nedi en sæk, hvori der efter
romerretten skulde være en bane, en hugorm og en abe; i Sachsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
