Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Alexander Bugge: Minder om vore forfædre paa øen Man
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
254
Alexander Bugge.
ornamenter, som i virkningsfuld enkelhed i mine øine staar over,
hvad Irerne nogensinde har formaaet at skabe paa sine kors. Jeg
skal nævne de almindelige drageslyngninger; men jeg vil
fremhæve et eiendommeligt ornament, skjolddækkede slanger omgivet
af slyngninger, som ikke findes uden paa Man. Den som har
opfundet denne slyngning, er Gaut Bjørnssøn, den første
runemester paa Man, en virkelig kunstner af høi rang. Udenfor
Michaelskirken paa vestsiden af Man findes et stort og i al sin
enkelhed høist virkningsfuldt kors. Forsiden er prydet med et
kors og enkle slyngninger, deriblandt ned over korsets langside
de før omtalte, skjolddækkede slanger. Nedover stenens
smalsider gaar der en indskrift, hugget i runer: «Mael Brigde (o: den
hellige Brigitas tjener), søn af Athakan smed, reiste dette kors
for sin og sin broderkones sjæl». Og saa føies der til disse
stolte ord: «Gaut gjorde dette kors og alle paa Man». Ogsaa i
en anden indskrift, udenfor Andreaskirken, nævnes Gaut: «N. N.
reiste dette kors efter sin fader Ufrig. Men Gaut gjorde det,
søn af Bjørn fra Kule». Det er et navn, som bør mindes, dette
Gaut Bjørnssøns; det viser, at vore forfædre ikke bare havde
sans for krigens haandværk, men ogsaa for fredens yrke, for
kunst.
Indskrifterne paa Man er hugne med de saakaldte «Yngre
Runer» og synes at være fra anden halvdel af det Ilte
aarhundrede. De er nemlig, kan vi se, hugne af kristne mænd, og
kristendommen blev først omkring 1050 almindelig blandt
Nordboerne paa Man. Et kors synes at være reist over den
norskfødte biskop Roolwer (Rolf), som levede omkring 1050—1060.
Sproget i alle disse indskrifter er norsk. En eneste indskrift
synes at være hugget af en svensk månd, Adils; men ingen er
dansk. Dette viser tydelig, at Nordboerne paa Man har været
Nordmænd. Men flere af de mænd, som har ladet hugge disse
norske runeindskrifter til minde om sine kjære afdøde, de bærer
ikke nordiske, men gæliske navne, og det samme er tilfældet
med deres hustruer, deres forældre og børn. Vi har paa disse
norske runekors ved siden af ægte nordiske navne ogsaa keltiske
som: Maelbrigde, Dufgal, Athakan, Crinaan, Myrgjal o. s. v.
En indskrift, den eneste svenske, lyder saaledes: «Mallumkum
(et keltisk navn) reiste dette kors efter sin fostermor Malmura
(ogsaa et keltisk navn), Dufgals datter, hvem Adids havde til
ægte.» Og saa føier den selvgode fostersøn til: «Det er bedre at
efterlade en god fostersøn end en daarlig søn». Paa dette nordiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
