Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - K. H. Döscher: Lex Heinze og det offentlige liv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
276
K. H. Döscher.
heftig kamp i parlamenterne, i pressen, i hele det offentlige liv.
Reaktionen har fundet en modstander, som har sendt den en
energisk udfordring. I dette felttog kjæmpes om mere end om
nogle paragrafer: all, hvad der i Tyskland regner sig til det
usynlige, men dog existerende kulturparti, har optaget
krigshandsken. To verdensanskuelser kjæmper mod hinanden. Fri
kultur mod stats- og kirketrældom, individualisme mod en
overlevet og i principet forlængst overvundet autoritet, kunst mod
ukunst, fri menneskelig sedelighed mod kirkelige moraldogmer.
Den endelige seier er kampen værd.
Lex Heinze har allerede sin historie. Den bærer sin
oprindelse i sit navn. Og navnet er betegnende for dens væsen, dette
navn, som er et øgenavn. Høsten 1891 førtes der i Berlin en
kriminalproces, som rykkede storstadslivets hele forkommenhed
og dybe fordærvelse ind i offentlighedens klare dagslys. En
kobler og morder og hans hustru, en skjøge, blev gjenstand for
den pinligste opsigt; i disse to blev visse symptomer paa
prostitutions- og bordelvæsenet haandgribelige. Den grænseløse
for-dærvethed, den totale tilintetgjørelse af familjelivet, den sociale
elendigheds gruopvækkende natsider, som derved afsløredes, gav
keiseren anledning til en henvendelse til statsministeriet, hvori
han pegte paa bordel væsenets farer og søgte efter botemiddel.
Heraf resulterede endvidere det leilighedslovudkast, som i 1892
for første gang naaede parlamentet og snart blev betegnet med
navnet lex Heinze. Under forbundsraadets foreløbige behandling
af denne forandring i straffeloven var der af den bairiske
regjering indbragt og antaget en tilføielse til den tidligere § 184 i
rigsstraffeloven. Dette var urcellen Lil de paragrafer, som senere
voxede sig op til et angreb paa kunstens frihed. Efter den
bairiske justitsminister v. Leonrods udtalelser i det bairiske
deputeretkammer, havde man hermed kun sigtet mod at kunne fjerne visse
billeder, navnlig fotografier paa postkort, som bredede sig i
udstillingsvinduerne, og i hvilke man saa en fare for den
op-voxende ungdom. Dette havde ved hjælp af den bestaaende
§ 184 ikke været muligt, fordi man ifølge høiesterets erklæring
med straffeloven kun kunde ramme udstillerne for utugtige
afbildninger og fremstillinger, d. v. s. saadanne, som saarer
sedeligheds- og blufærdighedsfølelsen i kjønslig henseende.
Til-lægsforslaget skulde nu ogsaa muliggjøre straf ligeoverfor
fremstillinger, som paa grov maade saarede sedeligheds- og
skamfølelsen uden at være utugtige. Forslaget faldt dengang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
