Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dagny Przybyszewska: Sing mir das Lied
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
296
Dagny Przybyszewska.
Hun gjøs. Hun havde glemt det for saa mange aar
tilbage. Hun havde troet det glemt og gjemt, men nu i denne
sorte nat, medens stormen hvinende drev hende mod dette
ukjendte maal, nu følte hun stærkere og pinefuldere med
hvert angstens sekund, at dette ene havde levet i hendes
sjæl, havde levet sit eget underjordiske liv, havde vokset sig
til et flammende, blodrødt spørgsmaal, som skreg efter svar,
efter forløsning.
Og i denne nat skulde hun staa over for skjæbnens ene
øie og faa svaret, svaret.
Med et blev hun staaende. Hun lytted angstfuldt. Det
var blevet saa stille omkring hende og saa mørkt, saa
bundløst mørkt som i hendes egen sjæl. Hvor var hun ’? Hun
befandt sig ikke mere paa gaden. Hun skalv af forventning,
hun følte, hun havde naaet sit maal, at afgrunden aabned
sig foran hende. Og hun si tred af attraa efter at se necl i
denne afgrund, som hun vidste vilde opsluge hende.
Det lysned svagt og hun saa, at hun befandt sig i en
kjæmpestor hal. Loftet var høit som en himmelhvælving,
og foran døren, hvorfra lysningen kom, hviled en sovende
sfinx af sten.
Hun gik langsomt mod den aabne dør, bag hvilken hun
vidste, at hendes skjæbne lured paa hende for at gribe hende
i sine arme og suge ud hendes blocl draabe for draabe.
Hun stod foran en korridor, fyldt af en lysning saa stærk,
at den i første øieblik blinded og fortumled hende. Og da
hun atter- aabned sine øine, saa hun, at korridorens begge
vægge var bedækket med høie, mørke billeder af mennesker,
mænd og kvinder, og alle vendte de sine truende, spottende
og sørgmodige øine mod hende, og hun læste i alle disse
gravgustne ansigter en hilsen, et frygteligt velkommen. Hun
saa dem nikke afmaalt med de blege hoveder, og hun læste
i disse mange uudgrundelige øine: kom, kom nærmere!
Endnu er du ikke fremme. Vi bringer kun en hilsen fra
det maal, som vinker dig.
Hun gjøs tilbage for denne række af levende døde.
Gangen var saa smal, at de havde kunnet slaa hende i ansigtet
med sine ligkolde hænder, om de vilde række dem frem.
Hun havde nu givet sit liv for at kunne vende tilbage ud i
natten og stormen, men det, som tvang hende fremad, var
stærkere end hendes skjæl vende dødsangst.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
