Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anathon Aall: Sigbjørn Obstfelder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SIGBJØRN OBSTFELDER
Nogle mennesker ligner paa de
opkommevand, som springer ud af vore
granitfjeld. De sees ikke uden man
saa-atsige snubler over dem. Men engang
fundet lærer de En to ting. Det første er
at man kun vil drikke der, af dem, naar
man er tørst; andet vand taber sig, har
flauere smag. Det andet er at den friske
strøm, om den synes aldrig saa spæd der
den træder frem i dagen, er i virkeligheden
et uudtømmeligt væld af «kostelig» vare,
ret en liden pulsaare i verdenslegemet. Sigbjørn Obstfelder
lignede paa disse fjeldkilder. Kjendte man ham, kom man til at
foretrække minutter sammen med ham for lange tider sammen
med andre. Hans sjælsliv bevarede altid samme grundart,
og saa stille og tyst som han tog paa tingene, aldrig kom
man til det punkt, hvor hans eiendommelighed slåp op, hvor
han blev banal eller «tør». De som har kjendt ham, vil
have vanskelig for at tænke sig nogen som giver mere under
personligt samvær.
Det er en ven jeg skriver om, og disse linier har ondt
for at give noget billede, som kan tilfredsstille dem som
kun ved om digteren Obstfelder. Det man venter,
glemmer jeg kanske, og det jeg ikke kan glemme, det venter man
kanske ikke.
Springe over maa jeg det, vi oplevede sammen og
gjorde i de unge aar, da vi mødtes, halvt barn halvt gut;
hvorledes vi knælte ned i skoven paa de halvlyse sommer-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
