Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anathon Aall: Sigbjørn Obstfelder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sigbjørn Obstfelder.
299
aftener, gik med mikroskop i haand om i det store
kunstmuseum, som aabner sine døre hver vaar for alle, men som først
botanikeren ret har glæde af; delte verden mellem os i den
store fremtid som barnefantasien har saa let for at tømre
sammen; hans urolige skabesalige sjæl drog meel sig det
han fandt nær, ind i evig nye tilstande. Saa blev vi begge
jaget gjennem det lille kredsløb af en guttesjæls tanker og
følelser.
Kjender De det? Tænk paa et tal. Læg saa lige meget
dertil. Læg saa x dertil. Del det saa midt i 2; træk saa
trå det De først tænkte paa. Saa har De Vs x tilbage.
1) hedt venskab, udtrykt i underlige breve, som man
selv halvt skjæmmes over; 2) lige «varmt» uvenskab med
brud (pathetisk); 3) skilsmissens sorg nydes; 4) der digtes
om den; 5) forsoningsscene; indtil man tilslut staar halvveis
der man begyndte.
Da Obstfelder saa verden, bød den ham 3 ting: Fattigdom,
et svagt legeme og øine som saa anderledes end hans
menneskefæller. Han var tvertigjennem forskjellig fra de andre.
Det var ligesom givet at saa skulde være fra første stund
af. Paa skolen nød han en vis «respekt». Han var stille^
hoved-rap, og naar det gjaldt, livas i orel. Ved hans
fremtræden eller personlighed har der aldrig været noget
element af det latterlige. En særegen magt laa der i hans
stemme. Den hviskede. Tonen vibrerede som hos ingen
andre. Det hele noget som vexlede mellem larmfri
sørgmodighed, hemmelig gjøn med andre og stolt tryghed midt
i egen eiendommelighed. Der gik rare ord om hans
koldblodige svar. Engang tog en lærer for sig hans «norske
stil». Han havde skrevet nogle ganske forunderlige ting, og
læreren, som var en baade nøgtern og samvittighedsfuld
mand, søgte at gjøre ham begribelig, at slig som han
udtrykte sig var det usans. Det nyttede imidlertid ikke ak
det læreren forklarede, O. holdt ved sit, indtil det kom
utaalmodig fra kathedret: Det er jo noget tøv, Sigbjørn. Men da
reiser O. sig: Jeg gad vide, sagde han, straalende af
harme, hvem det er som tøver, De eller jeg. Da var han 12
aar gammel.
Det ord udtrykker igrunden hans svar til alle lærere,
som et menneske stifter kjendskab til, eftersom man modnes
og gror fast i livet: Slige lærere som autoritet, samfundslov,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
