Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Halvdan Koht: Det norske kongedømes utvikling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det norske kongedømes utvikling.
305
fred, fordi det var kongens opgave at værje den.
Embedsmændene var kongens embedsmænd, fordi al riksstyrelse utgik fra
ham. Gjennem kongen kom folket i forhandling med andre
riker, og gjennem kongen henvendte det sig til guderne. Kongen
var folkets yppersteprest, vogteren over den nasjonale kultus, og
hændte det sig, at kongen omvendte sig til en ny tro, så var det
en politisk nødvendighet, at folket også antok den nye religion.
Men derfor måtte kongen også bære skylden for alle ulykker,
som timedes folket, — ikke bare for slikt som nederlag i krig,
men også for uår og hungersnød. Vi hører om konger, som
blev slåt ihjel på grund av misvækst på kornet, og vore sagaer
fremhæver stadig, om det var godt eller låkt år i næringsveiene
under de ymse konger; for dét veied tungt i folkets dom om
kongen. Denne tænkemåte holdt sig langt necl i den kristne tid,
bare at da skylden for ulykker blev lagt på presterne, som nu
var blit formidlerne mellem Gud og folket; vi har bevaret et
brev fra pave Gregor 7 (av 19de april 1080) mot denne slemme
overtro hos nordboerne.*)
Kongsnavnet synes ikke at ha været noget oprindeligt hos
nordmændene, ialfald ikke som navn på folkets øverste høvding.
I denne mening har det snarest kommet til os fra de syd- og
vestgermanske folk, krigshøvdingerne bragte det med sig hjem fra
vikingefærderne, og «kongen» fik efterhvert fuldstændig overhånd
over den fredelige hjemfødning «hersen». Kongen blev den
rådende i folkets bevissthet, den høieste i dets tanke, og da den
stadige berøring med utlandet, både krigersk og fredelig, så småt
tok til at vække nordmændenes følelse av at være et særskilt
folk, da var det det eneste naturlige, at kongedømet her tok
ledelsen og gjorde det første tiltak. Noget sådant som en frivillig
sammenslutning av bygdehøvdingerne var noget rent utænkeligt
og umuligt; en eneste fremragende personlighet, som kunde gjøre
sig til uttryk for tidens trang og folkets lønlige ønske, med
andre ord en konge alene kunde fuldbyrde landets samling til
et rike.
Med våpenmagt, i kamp med de store høvdinge-ætter var det,
at Harald hårfagre «gekk til lands i Noregi», og det blev
kongedømets store og nødvendige opgave at gjennemføre riks-enheten
ved at kue de selvrådige bygdehøvdinger, splittelsens naturlige
repræsentanter.
*) Gregorii VII, registrum, VII, 21 (Bibi., rer. Germ. II, s. 413).
20 — Samtiden 1900.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
