Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Halvdan Koht: Det norske kongedømes utvikling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
306
Halvdan Koht: Det norske kongedømes utvikling.
Harald hårfagre hadde en meget høi opfatning av sine
kongelige pligter. Han mente det var hans vigtigste skyldighet at
holde fred og orden i landet, og derfor vilde han sætte sine
egne styresmænd i alle landsdele.
Det kan vistnok ingen tvil være om at Harald tok mønstret
til sin landsstyrelse fra utlandet.2) Han hadde så godt som ingen
norske tradisjoner at bygge på, og ban måtte endog søke utenfor
Norden, om han vilde finde en virkelig riksforfatning. Det blev
i England og Frankrike han fandt sine forbilleder. Vi vet, hvor
livligt samkvæmet var mellem Norge og Vesteuropa netop på
denne tid, og hvorledes dette samkvæm førte til det åndelige
gjennembrud, som blev ophavet til vor historie; i 9de og 10de
hundredår formed vor gudelære sig efter engelsk og irsk
påvirkning, vore skalde lærte at digte hos irer og angelsakser, vor
prydkunst mottok en rikdom av motiver fra de britiske øer og
derefter fra det karolingiske rige. Det vilde ha været urimeligt,
om ikke også vestens politiske idéer hadde gjort sin indflydelse
gjældende hos os; der opstod jo på denne tid nordiske riker i
selve vesterlandene, og vi vet, at selve Harald hårfagre stod i
venskapelig forbindelse med Englandskongen Athelstane.
Jeg skulde snarest tro det er efter frankisk mønster, at
Harald har skapt sine lendmænd.3) Det var især i de frankiske
riker han fandt denne landsstyrelse med forholdsvis uavhængige
grever og hertuger, som opkrævde kongens indtækter og var
pligtige til at tjene ham i krig, men ellers styrde nogenlunde på
egen hånd, rigtignok med forbehold af kongens indgripen. De
norske lendmænd blev ikke embedsmænd, som i alle ting gik
frem efter kongelig forskrift; de styrde hver sin landsdel på
kongens vegne, og kongen var fornøid, når de bare rettelig førte
ham hans indtækter.
For kongen trængte store indtækter; han skulde lønne sin
faste hird, han måtte omgi sig med den magt og den pragt som
høvde for en konge, og han hadde til pligt at vise sig
rundhåndet til alle sider. Pengemagt var nødvendig til landets
organisasjon og til fredens opretholdelse, i det hele til kraftig
x) Hann hafÖi mikit bann å lagt at ræna innanlands, S n o r r e,
Haralds saga, k. 24; jfr. k. 22.
2) Jfr. J. E. Sars i Historisk Tidsskrift, II. (1872), s. 200 ff.
3) Sagaerne fremstiller det undertiden, som om lendmandsvæsenet
allerede var til under fylkeskongerne, se f. eks. Egils saga, k. 1 og 5; men
dette er visselig en foregripen av utviklingens gang.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
