Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Halvdan Koht: Det norske kongedømes utvikling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det norske kongedømes utvikling.
325
Denne lære hører ikke oprindelig hjemme i Norge. De
gamle norske konger var ikke bare fuldt ansvarlige, de var endog
de eneste ansvarlige og måtte ta skylden for alt ondt som
vederfores riket. Tidlig ser man rigtignok, at kongerne søker at skyte
skylden for sine misgrep over på sine embedsmænd og rådgivere,
og kongedømet av Guds nåde la en viss uantastelighetens
glans over dem. Men folket misted likevel aldrig den rette
følelse av, hvor ansvaret tilsist lå, og selv under enevældet, da al
kritik over kongen blev straffet som oprør og landsforræderi
— så identisk var kongen blit med riket, — da tilregned dog
altid folket uvilkårlig kongemagten ikke bare æren for den gode,
men også skylden for den låke statsstyrelse.
Det 18de hundredårs statsretslærere, så nær som Rousseau,
tok op enevældets krav på hellighet og uansvarlighet, men
vendte det mot selve kongedømet, idet de sammen med ansvaret
også frakjendte det magten. Skulde det fastslåes, at kongen ikke
kunde synde, så måtte han overhodet intet kunne gjøre, og både
ansvaret og magten flyttedes over til regjeringen, statsrådet. I
overensstemmelse hermed stilled den norske grundlov den regel
op, at «kongens person er hellig; han kan ikke lastes eller
anklages. Ansvarligheten påligger hans råd».
Men denne regel virked fremmed på al norsk retsopfatning
og har den dag idag ikke trængt igjennem i folkets tanke. Når
vi her i landet har hat så litet av majestætssaker, så kommer
det slet ikke av, at folkets kritik har sparet kongen. Tværtimot ligger
årsaken deri, at vore domstole, på trods av forbudet mot at laste
kongen, har henregnet kritik over kongens handlinger til de
«frimodige ytringer om slatsstyrelsen», som efter grundloven er
enhver tillatte, og domstolene har i dette stykke været i fuld
samklang med den folkelige tænkemåte, som aldrig har været med
på at skille kongen fra statsstyreisen.
Det er jo også så, at sålænge kongen, således som det
bestemmes i grundlovens § 12, har fuld frihet til selv at vælge sit
statsråd, er det bare en juridisk spidsfindighet at frakjende ham
alt ansvar for regjeringens førelse. Den konsekvente følge av
uansvarlighetslæren blir derfor, at endog denne rett til at vælge
statsrådet blir kongemagten fratat, og stortinget har i de siste
tyve års politiske kampe mer og mer nærmet sig det mål at
gjøre regjeringens sammensætning avhængig av sig.
Jeg taler ikke her om, hvad jeg selv finder rett og gagnligt;
jeg diskuterer ikke politiske spørsmål. Jeg bare vil bringe klar-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
