Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Halvdan Koht: Det norske kongedømes utvikling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
324
Halvdan Koht: Det norske kongedømes utvikling.
Regjeringen blev lagt i kongens hånd, og i samklang med
den Montesquieu’ske tredeling av statsmyndigheterne fik den
utøvende magt en større selvstændighet end Rousseau vilde ha git den,
således at statsformen endog i selve grundloven kunde kaldes
«indskrænket monarkisk». Efter rotfæstet norsk tænkemåte kunde
der ikke være tale om andet, end at kongedømet skulde være
arveligt; odelsretten hadde endnu holdt sig i Norge, den galdt
for at være hjørnestenen i det norske samfund, og kongedømet
opfattedes fremdeles som kongs-ættens odel. Dette gav det nye
kongedøme en fastere stilling og en større indflydelse, end det
egentlig skulde høve til grundsætningen om folkets suverænitet,
og selve denne grundsætning var i sin nye utformning så litet
indar-beidet, at den ikke straks kunde sætte sig om i praktisk virkelighet.
Der var saaledes alt fra første færd en indre motsigelse
mellem kongedømets faktiske og folkets teoretiske magt, og denne
motsigelse, som kanhænde ikke vilde ha kommet frem under et
fuldt nasjonalt kongedøme, den skjærpedes i stor mon, ved at
kongemagten kom i hænderne på en æt, som ikke bare var
fremmed i sit ophav, men endog måtte deles med et andet land. Det
står ikke til at nægte, at unionen med Sverige la kongedømet
fjærnere fra nordmændenes sind og førte dem ind i den mistanke,
at ethvert tillæg til kongsmagten var en økning af svensk
indflydelse i Norge. Hævdelsen av folkesuveræniteten flk derved
farven av en nasjonal kamp, og dette blev en mægtig støtte for
stortinget i dets arbeide for at utvide sit magtområde på
kongedømets bekostning, — således især i 70- og 80-årenes vetostrid.
Det synes mig utvilsomt, at stortinget under disse kampe er
blit ført til at gripe langt ut over de grænser, som både gammel
norsk tænkemåte og det 18de hundredårs statsretslære hadde
stukket op for lovgivningsmagten. På den ene side har folkets
direkte medvirkning ikke på langt nær været stor nok, og på
den andre side har stortinget draget så meget av den almindelige
administrasjon under sig, at selve regjeringsmagten har mistet en
god del av den raskhet og kraft, som bare statsmaskineriets
enkelhet kan gi.
Kongedømet er ved denne utvikling blit skjøvet langt bort i
bakgrunden og spiller nu, ialfald i vor indre politik, en høist
ubetydelig rolle. Men det er likevel ikke bare s torti nge t, som
har trængt kongedømet unda; det er i endnu langt høiere grad
regjeringen, som har optat kongedømets plads, og det ved
hjælp av læren om kongens uansvarlighet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
