Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Aagot Ræder: Om Bjørnsons kvindefremstilling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
348
Aagot I-læder.
«Jeg hader disse regnestykker i det store. De springer
over det menneskelige. Jeg har rædsel for det umenneskelige.»
Thi hende var den ikke givet, trangen, der sætter liv som
indsats i verdensudviklingen. Hende var det givet at vaage
over og værne den sum af liv, som manden kaster ind i
fremgangens (raadende, fræsende ovn, der uden denne føde
er det kolde, livløse metal.
Summen af liv er for hende vrimlen af enkeltindivider,
hun er bundet til i sorg og glæde gjennem en usynlig
moderstreng. Derfor maa hun ofte klage med jorden selv:
«Skam, skam, I kaster blod paa bladene mine. — I
formørker luften for mig med gruelige klager. Min vaar
smudser I til. — Eders onde tanker lister om i skogen og
paa grønsværet. — Eders griskhed, eders misundelse er et
søsterpar, som har slaas fra fødselen af. — Bare mine høieste
berg, — bare mine øde sandsletter, — mine isørkener har
ikke set dem. ellers paa hver plet af jord ligger blod igjen
efter dem og raa skrig.» (Over evne II.)
Og dette ideal i sin kvindefremstilling har Bjørnson ikke
senere forladt; for Tora Parsbergs ranke, faste skikkelse
(«Paul Lange og Tora Parsberg») er kun en manifestation
af dette samme, af det bevarende, virkelighedstro instinkt
stillet paa en høi og virksom plads, — der, hvor det endnu
er en kvindegenerations haab at se det stillet, — hvor det
kan arbeide i frihed og fylde indenfra udad under
personlighedens fri udfolden.
Ogsaa her er den samme kamp for at holde ilive, bevare
den menneskelige sum af liv, af storhed og godhed, som
truer med at sprænges og tilintetgjøres af ydre og indre
kræfters tryk. Ogsaa her tar det kvindelige instinkt det syge
sind ind til sig, tar med fast og fin haand det usunde dække
bort, som ligger der og skjuler og trykker et værkende saar,
— blotter det med fasthed for at kunne læge det med milde
ord, friske tanker, — og i yderste nød lulle det tilro med
inderlige, dulmende ord: «Nei, lad mig, — du ved ikke,
hvad jeg knæler for. For det som er svagt i dig og nu
gjør dig saa ulykkelig, i sin inderste grund er det det
bedste, du har.» *
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
