Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Aagot Ræder: Om Bjørnsons kvindefremstilling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om Bjørnsons kvindefremstilling.
347
livets «reelle» værdier, og øiet vender sig did, hvor det er
høit nok til at livets raa tilfældigheder ikke naar op.
Af det sterke, myldrende, farvestraalende liv, skabt af en
fylde af kjærlighed til liv, skabt af en natur, som
veksler-mellem at bryde sten og vælte torv, — og tage en enkelt
blomst op og kjærtegne den og ynke den og skildre dens
trængsel og tidlige død, — af dette sterke liv, af den altid
inderligere sammenslutning mellem kjærlighed til liv og
erfaring om liv stiger mer og mer et ideal og lægger sig
som en skydrøm over livet, glødende alt mer jo længer det
lider mod kvæld og nat,
Af iagttagelsen af fænomenerne stiger det. der staar over
dem: idealet, hvortil livet peger.
Det er denne bro inden erkjendelsen Bjørnson slaar
gjennem at forbinde «Over evne» Iste del og «Over evne»
2den del, — og begge broens endepunkter har han knyttet
til kvinden som bærer af det bevarende instinkt, af
kontinuiteten i menneskelivet.
Mens Klara Sangs kvindelige virkelighedssans bevarede
sammenhængen med det levende liv, — saaledes er det
datteren Rakel, som gjennem en ny tids, et nyt livssyns
storme atter knytter tilværelsens sønderrevne muligheder
sammen og søger at holde grunden aaben, hvor liv kan
gro og hegnes i fred.
«Jorden tinder sin vei i det grænseløse, hvorfor ikke
ogsaa vi?» Det er det jordbundne, livnærende, fødende
og bevarende instinkt i det kvindelige væsen, som holder
igjen, naar det bærer ind i det grænseløse, fordi dette
grænseløse sprænger de liv, hun er sat gjennem sit inderste
instinkt til at værne just i dets hjælpeløshed.
For hende er han, der er greben af det grænseløses
svimlende trang, — dets fryd — dets ve — gjennem denne
brist i ligevægten atter det lille, vaklende barn, mod hvilket
moderinstinktets skjærmende arme uvilkaarlig aabner sig,
— for at drage det ind i sin «edderdunbløde» varme, stilne
og vugge det, dysse det iro med enkle minder fra
barndommen, smaa minder, runde og røde og glødende af liv, —
for at atter ny livsevne kan stige af legemets og sindets hvile.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
