Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sverrer Knudsen: Arnold Böcklin - «Toteninsel» - «Die Gefilde der Seeligen»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Arnold Böcklin.
353
vande føres mennesket lydløst til de dødes ø. Klædt i hvidt
fra fodsaalen til issen staar det opreist i baaden med hodet
bøiet i stille forventning, i stum resignation. Det er den
sidste fart. Der ind under pinjernes sorte dyb paa den
grav-stille ensomme ø . . . Havet og himlen gaar sammen i et eneste
gaadefuldt graat, kun de høie pinjer synger sin tungsindige
salme. Ragende op i en uhyggelig klynge mellem de golde
klippevægge, i hvis steile sider de sorte gravkamre gaber os
imøde med dødens klamme gys. Hvilken besynderlig
stilhed, — hvilken død ensomhed. Over det hele billede noget
uforanderlig forstenet, som vi kun føler, naar vi stirrer ind
i ligets lukkede træk.
«Die Gefilde der Seeligen».
I dybe skygger, der er som hentet op fra underverdenen,
vandrer kentauren over dødens vande til evighedens bredder.
Pyntet med hvide liljer som til en hellig fest bærer den en
kvinde, mennesket, gjennem det gaadefulde dunkle over til
de saliges land. Med den høire haand slynget kjærtegnende
om dens hals skuer hun henrykt ind i de kommende
aaben-barelser, mens hun med den udstrakte venstre vinker et
stolt farvel til livet. Der er over hendes skikkelse en sær
og betagende skjønhed, en selsom ro og harmoni. Ved hendes
side synger nymfer, og deres fingre leger over hellige strenge,
spinkel og ren er deres sang som fjerne klokkers sølv,
baaren paa bløde bølger ud i det uendelige, hvor intet skal dø.
Og paa de sorte vande glider skinnende svaner hende imøde.
Hvad er det for lykke i deres hvide komme? bringer de
kanske bud fra evigheden under nymfers sære sang? Der over
paa den anden bred vil hun stige nøgen i land i sin
forklarede herlighed, hvor de salige hviler i skyggen i det kjølige
blomsterrige græs, og hvor de høie popler suser med en
hellig hvisken i de sitrende blade. Fjernt ude paa de
solbeskinnede marker er der fest, og offerrøg stiger mod den blaa,
blaa himmel. Høit oppe paa fjeldet, hvor templet tegner
sine buer, suser pinjer og piletrær i det friske vindbare
solskin, mens sølvklare bække silrer ned af klippens fugtige
sider. En hyrde blæser vaarens fløite langt deroppe under
skyernes flugt.
23 — Samtiden. 1900.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
