Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - G. M. Fiamingo: Den italienske anarkisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den italienske anarkisme.
375
Nord-Italien terroriseret af to ligesaa mægtige og ligesaa udbredte
sekler — «Teppa» og «Barabba».
Der er nøie forbindelse mellem anarkisme og
forbrydersekter som de nævnte i Italien — ja, den forbryderske anarkisme
kan siges at have faaet sin sekteriske karakter fra dem og fra
røveruvæsenet. For 30 aar siden vilde sandsynligvis Paolo Sega,
Luccheni, Angiolillo og Bresci have været banditter. Nutidens
anarkist, ligesom banditten for en del aar siden, er efterkommer
af Italiens «autocoroi». Begge ledes af den aand, som lever
i et meget populært ordsprog fra Syd-Italien: «hellere tyr i
to aar end okse i hundrede». I dette folkelige mundheld ser vi
en kort sammenfatning af den livsfilosofi, som ender i røveri eller
anarki efter tilfældet eller efter samfundsforholdene. Til for kort
tid siden fremviste røveriet, der er traditionelt, næsten historisk
i Italien, visse træk, som kunde blive iført en kappe af romantik,
næsten stigende til heroisme, og som frembragte visse typer, som
i folkets øine antog en episk og sagnagtig karakter, slig at disse
røverhøvdinger ikke sjelden blev oprigtig beklaget af de lavere
lag, naar de var fangne eller dræbte. Ved en let forklarlig
overgang fremstod anarkismen som denne bevægelses aandelige
arvtager, og under sydens brændende sol blev der udruget — som
ved trolddom — væsen ersom Caserio, Angiolillo, Aceiarito,
Luccheni, Bresci og andre. I anarkismen — slig som den findes i
Italien — staar vi ansigt til ansigt med et besynderligt socialt
fænomen, som sætter os istand til at studere virkningen af det
19de aarhundredes civilisation paa en ældgammel italiensk
institution — for som saadan maa røveriet betragtes. Resultatet
er forvandling til anarkisme. Ingen har bedre end disse
italienske røvere drevet visse moderne, individualistiske doktriner
til røverhaandverkets yderste grænser af absurditet —
fordreininger af Fr. Nietzsches lære. Den samtidigeitalienske anarkisme er
ubevidst. Næsten instinktivt, ved en bydende og
overhaand-tagende udvidelse af deres egen individualitetstrang, er
anarkismens følgesvende blevet de uvidende apostle for en
misopfatning af den tyske filosofs theorier. Caserio, Angiolillo, Luccheni
og Bresci forlod sine fødebyer uden nogen særlig grund — som
banditterne i gamle dage — og begyndte at streife om i verden uden
noget bestemt maal. Mordene paa Carnot, Canovas del Castillo,
keiserinden af Østerrige og kong Umberto blev planlagt af disse
forbrydere under deres vandringer gjennem Europa og Amerika,
og det var paa disse vandringer — som minder om de vidtløftige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
