Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - G. M. Fiamingo: Den italienske anarkisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
376
G. M. Fiarningo.
streiftog af dem, hvis vildmandsinstinkter de har arvet — at
op-rørsaanden mod aislags autoritet og den ufordragelighed
ligeoverfor alle politiske styrelser, som udmerkede dem, vokste sig
mere sterk og bestemt. Den italienske anarkist — skjønt han
af hjertet hader civilisationen og den sociale orden, som strider
mod hans brutale instinkter — deltager dog ikke i det
almindelige had mod bourgeoisiet, som er et karakteristisk træk i nutiden.
Det var Henry, som kom med følgende erklæring for retten :
«I et øieblik -—- sagde han — for den anklage, som var rettet mod
Ravachol, gjennem min tanke: Men de uskyldige oftere da? —
Snart løste jeg dog det spørgsmaal. Det hus, hvori
Carmeaux-compagniets kontorer laa, var udelukkende beboet af «bourgeois» —
altsaa vilde der ikke blive nogen uskyldige offere.»
Den italienske anarkist derimod, som almindelig kommer fra
de laveste lag i samfundet og stadig bevarer sin klasses
karakteristiske enfoldighed, kan ikke forstaa sine franske troesfællers
had mod bourgeoisiet, — han er ganske ude af stand til at
forstaa Bakunin’s og Netschiaieif’s theorier, skjønt disse russiske
apostle for anarkismen har forsøgt at strø sin læres frøkorn
udover hele Italien. Den italienske anarkist holder endnu fast paa
den taabelige idé, at politikens hovedvægt ligger i suverænen eller
i overhovedet for en hvilkensomhelst slags styrelse — han tror da
at ved at rydde afveien disse individer — gallionsfigurerne i en
monarkisk eller republikansk ståt — eller ogsaa chefen for en
reaktionær styrelse, vil han dermed have ødelagt eller alvorlig
skadet hine samfunds normale funktioner. Men én ting staar
altid klart for den italienske anarkist, og det er den dybe
misfor-nøielse og uvilje hos alle klasser i nutidens Italien mod en regjering,
som har foretaget et høist ulykkeligt eksperiment i stats-socialisme,
slig som den forstaaes af to ledende tyske nationaløkonomer,
Schmoller og Adolf Wagner. Ved at antage et skattesystem, som
kunde have været opfundet af selve inkvisitionen, faar
regjeringen det til at presse 2 milliarder lire hvert aar af et land,
som efter senator Bodio, direktør for det statistiske bureau, neppe
producerer 5 milliarder aarlig. Der findes ikke en eneste italiener
som ikke gir regjeringen skylden for landets financielle elendighed
— og fordømmelsesraabet mod denne regjering, som synesatgjøre sit
bedste for at udarme 35 millioner indbyggere og paa enhver
mulig maade at indskrænke deres personlige frihed, bliver
mere høilydt for hver dag og næsten truende i sin voldsom-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
