Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - G. M. Fiamingo: Den italienske anarkisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den italienske anarkisme.
877
hed. Gabriele d’Annunzio, Italiens mest populære
romanforfatter, inspireres af anarkistiske theorier fra Max Stirner,
og Giosne Carducci — landets ukronede poeta laureatus
— udtrykker i prosa den almindelige revolutionære aand i
et udraab som snart blev berømt: «Det er formeget — jeg vil
ikke betale skatter længere!»
Det er vanskeligt at møde en ung italiener med en vis grad
af kultur, som ikke omtaler sig selv som en «literær anarkist»
eller i det mindste som en «Marx’sk socialist». Men Caserio,
Aeciarito, Lega, Bresci kan ikke engang forstaa et filosofisk
systems haarfine ræsonnementer, eller følge de indviklede traade
i en statsøkonomisk theori. Deres uciviliserede hjerner begriber
ikke engang forskjellen mellem en moderne politisk styrelse og
de autokoratiske monarkier, som blomstrede i Italien for 50 aar
siden. Blændet af den ære, som vises kongemordere, der i
haabet om at befri sit land fra tyranni — forsøgte at clræbe kongen af
Neapel eller storhertugen af Toscana, mener disse anarkister, som
har alle de karakteristiske egenskaber, der skulde gjøre dem
prædisponeret til lidenskabelige forbrydelser, at de stadig opfylder en
mission i menneskehedens tjeneste, naar de myrder en
førsteminister, en konge eller en republiks præsident, som for deres
sygelige indbildning repræsenterer hele ansvaret og alle
forbrydelserne i et politisk system, som er bleven forhadt for
befolkningens masse. I sit forsvar for dommerne beklagede baade
Caserio og Acciarito ’bitterlig, at samfundet endnu ikke forstod
eller satte pris paa deres befrielsesverk, — og Angiolillo
erklærede at være saa helt igjennem overbevist om sin missions
berettigelse, at han havde anseet det som sin pligt at frelse endog
Spanien fra Canovas del Castillos skjændige herredømme, da
han var ude af stand til at befri Italien fra Francesco Crispi’s
tyranni. Denne besynderlige forblændelse maa vi tilskrive
den forbausende kyniskhed og endog tilfredshed, som iagttages
hos anarkister efter opfyldelsen af deres udaad. I krydsforhøret
for Seinedepartementets lagmandsret gav Caserio enkelte
karakteristiske svar.
Dommeren: «De sagde, at præsidenten som De myrdede saa
paa Dem. Gjorde Deres offers sidste blik ikke noget indtryk paa Dem?
Caserio: Ikke det ringeste!
Dommeren: Dagen efter forbrydelsen fik Madame Carnot et
fotografi af Henry med paaskrift: «Han er vel hævnet.»
Bifalder De dette?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
