Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: To digte af Shelly - Skyen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
388
To digte af Shelley.
Jeg strør purpurets blod foran solkongens fod
og gir maanen et perleskrud.
Vulkanerne blegner og stjernerne segner,
naar stormen mit flag folder ud.
Mellem forbjerg to kan jeg spænde en bro
over havets brusende sund;
som et soltæt tag kan jeg hænge imag;
thi dets søiler er fjeldfast grund.
Den triumfbues hvælv, hvorunder jeg selv
gaar foran med sne og med ild,
mens hver luftens magt følger lænkebelagt,
er regnbuen fager og mild.
Mangen solstraalehaand væved farvernes baand,
mens den vaade jords taarer blev smil.
Min far og mor, det er hav og jord ;
jeg er himlens fosterdatter.
Om jeg synker i grav paa land eller hav,
jeg forynges og vaagner atter.
Thi naar regnbygen sort dra’r sit forhæng bort
ifra himlens blaa, tindrende dag,
og naar vindene bygger af lys uden skygger
det høie, hvælvede tag, —
da smiler jeg blot af det luftige slot
og hæver mig let over muld,
som et barn af sin mor, som et gjenfærd fra jord,
og mit gravhvælv jeg kaster omkuld.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
