Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - A. Lowum: Rabelais og hans tanker om opdragelsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
390
A. Lowum.
fundgrube for tidens tænkere — alt tilhobe vaaben i kampen for
aandsfrihed, til forsvar for fri forskning og fri tro mod
schola-stikkens autoritetsbundne formler.
Luthers revolution lammer det samdrægtige rydningsarbeide,
og flere af humanismens mest fremtrædende mænd viger tilbage
for det afgjørende brud mellem katholicisme og protestantisme;
Erasmus vedbliver at kjæmpe for sin amabilis ecclesiae concordia.
Men selv om de ikke kan følge Luther paa hans dristige vei,
ophører derfor ikke deres kamp mod den gamle fiende, mod
middelalderen, repræsenteret i dens scholastik, theologi og
munke-obskurantisme.
Til disse humanisters tal hører Rabelais.
Men renæssancen er noget mere end italisk kunst og
humanistisk sprogvidenskab og protestantisk theologi; de er den
mægtige bevægelses mest iøinefaldende sider: men samtidig skygger
de ogsaa for det øvrige rydningsarbeide. Renæssancens maal er
en udskiftning, en afløsning af den hele middelalder. Den
menneskelige synskreds er udvidet ved de store opdagelser, de
indstrømmende rigdomme har ændret det hele levesæt, tiden ser
de første forsøg paa en naturvidenskabelig forskning ad
experimental vei, og fremfor alt vises der krav paa sociale og politiske
ændringer; der hæver sig røster for reform i rettergang,
skattevæsen og administration ; krigens rædsler skal ophøre, ja
mænd som Boétie, Languet og Hotman vover at stille folkets
frihed og selvbestemmelsesret op mod kongemagtens autoritet —
der gaar en understrøm af sociale og politiske
reformbestræbelser; kravene bliver kun theori; de stagges og hæmmes i det
følgende aarhundrede; men det 18de aarhundrede, renæssancens
sociale og politiske arvtager, ser den opdæmmede strøm bryde
løs. Først med revolutionen ender midddelalderen.
Den samlede sum af alle disse ændringsforsøg, hvortil hvert
land giver sit eiendommelige bidrag, det ene udfyldende det
andet, en ny kunst, theologi og sprogkundskab og
naturvidenskab, det sociale og politiske nysyn, summen af alle disse
reformbestræbelser, der skimter et nyt menneske og et nyt
samfund, det først er den virkelige renæssance, alsidig og human, og
en repræsentant for denne er François Rabelais.
Men denne repræsentant er af en eiendommelig natur.
Samtiden forstod at skatte hans lærdom, hans fremragende
kundskaber som humanist, som jurist, som naturforsker og særlig som
læge. Men fremfor alt staar han for dem som den kostelige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
