Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - S. C. de Soissons: Den nyfranske idealisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
426
S. C. de Soissons.
eller moralsk reformator, maa han fremsætte sine tanker med ild
og kraft, for at forbause og vække baade tilhørere og læsere;
han maa have geni. En saadan mand er Leo Tolstoi, og skjønt
han i ordets strengeste betydning ikke har mange efterfølgere,
har han idetmindste vakt mange samvittigheder, og hele verden
hører paa ham. Wagner’s og Desjardins meninger er ogsaa en
mild Tolstoiisme; de forsøger at faa istand et kompromis mellem
den store tænkers idéer og mængdens trang. Men ethvert
kompromis er svagt; det kan aldrig sætte dybe spor i det
intellektuelle liv, om det end kan være af betydning i politiken og i
sociale reformer, hvis dets repræsentanter kunde staa i spidsen
for regjeringen. Paa den anden side har Desjardins og hans
fæller, ved at hæve sig over sekteriske stridigheder — efter den
grundsætning, at «skjønt der er lige mange religioner som
mennesker, saa er der dog blot én pligt for alle» — ofte fjernel sig
fra religionen, og ved at falde ned i kold filosofi mister de
enhver mulighed for at paavirke de mangfoldige mennesker, der
længes efter tro, men som ikke kan komme i overensstemmelse med
nogen eksisterende religion.
Og saa har Dreyfus-affæren ogsaa bragt sønderlemmelse i
denne forening. Dens offentlige blad omtalte sagen for første
gang i 1898. I sit svar paa de talrige spørgsmaal sagde
redaktøren, at han kunde ikke sige, om Dreyfus var uskyldig eller ikke,
— men hvis man skulde finde beviser for, at han var uretfærdig
dømt, da maatte sagen tages op igjen, eftersom retfærdighed staar
over alle statshensyn. Men dette klare og rigtige svar vakte
manges indignation; en ung, talentfuld kritiker, Maurice Pujo,
protesterede mod det og nedlagde sin stilling som en af bladets
redaktører. Dette var et glimrende eksempel paa den
øienfor-blændelse, som Frankrig lider under ved vrange forestillinger om
patriotisme. Men kjæmpende i moralens navn har «L’Union» fra
den tid af uden forbehold staaet paa deres side, som ønskede
revision; thi at kjæmpe for retfærdighed vil jo sige at forsvare
Frankrigs fremtid og dets historiske tradition. I denne krise
maa retfærdighed og frihed føre til forbedring af hele det
moralske og offentlige livs grundlag. Og i en nær fremtid vil det vise
sig, at al den uro og alle de rystelser, som Frankrig nu lider
under, er forbud ikke paa dødskamp, men paa fred — at de spaar
et nyt liv og nyt haab. («L’inéluctable révision» par Maurice
Lavel — «Union» for april 1899).
Under indflydelsen af den ulykkelige Dreyfusproces og paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
