Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Helene Dickmar: Elegie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ELEGIE
Har du kjendt længselens smerte?
Den, der er som en tærende hunger, der aldrig kan
stilles?
Har du kjendt dens knappe, tunge aancleclrag?
Sugende tunge, som i et lavt, kvælende rum, hvor alt er
stængt og lukket?
Menneskene vandrer omkring mig som i drømme.
Jeg ser dem ikke mere. For her er aldrig lyst.
Jeg ser heller ikke mere de skinnende, hvide huse,
markernes grønne skjær og de blaa bjerge.
Kun i mine tanker lever og vaager jeg. Ved dag og ved nat.
For dit navn brænder i dem alle!
De raaber paa dig — men du kan ikke svare.
De gaar paa vandring til dig — men de naar dig ikke.
En fredløs er jeg. Jages omkring allevegne.
Som en tigger ved nattens frembrud speider min sjæl efter en
aaben dør, hvor den kan slippe ind — og hvile.
En aabnet dør mod lys og varme. —
Mygt og dun-let, som en sommernats aandepust, skulde hvilen
stryge over mine trætte, tunge øienlaag,
Som en moders haand over mine trætte, saare tanker —
hvilen —
Jeg ser: Nattens skygger viger. Bag aasranden i øst dukker
gryet frem.
Stiger i rødmende lys. Hvisker sin velsignelse ud over den
mørke jord!
28 — Samtiden. 1900.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
