Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Helene Dickmar: Elegie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
434 Helene Dickmar
— Og gjennem min sjæl bæver der en tone, som af en
streng, der pludselig røres.
Det er som nogen, der kalder.
I stille undren løfter min sjæl sig op — og lytter.
Hvem er det, som kalder?
Jeg mindes: — Det er livets tone —
Nu bryder solen frem! Alting aabner sin favn mod lyset!
Kommer du?
Jeg reiser mig hurtig op.
Mine øine er stærke og klare.
Jeg strækker mine hænder ud.
Dagen fylder dem med nye kræfter — gjør dem varme —
nænsomme.
Mine fagre drømme løfter de bøiede hoveder,
og haabet trykker sit morgenkys paa deres blege kinder.
Alle mine tanker vækker hinanden, som lattermilde børn,
og iler mod dig paa lette, hurtige fødder —
som trækfuglene, naar de spiler sine vinger, og flyver hen
til sit sommerlands skove.
For de ved, der venter dem deres hjem — og deres lykke!
— Men min kjærligheds ypperste skat, mit hjertes skjulte
helligdom,
over den lukker min sjæl sig ømt og varligt,
skjærmer den, som rosen, der hvælver sine blade om den
rige vellugt, den gjemmer i sit bæger,
Til du kommer — og tager mig i din favn !
Du løfter mig op paa dine stærke arme.
Det er som vi bæres. Altid høiere. Nærmere lyset.
Funklende om os i stjerneskjær. Jublende om os i farvespil.
Varme ætherbølger gaar bud mellem vore sjæle.
Elskede — mine glæder skikker jeg dig alle — og hver
min sorg.
Mine glæder?
Eier jeg én glædesglød, som du ikke tændte i min sjæl?
Sorger —
Har du set om høstmorgenen, naar blade og blomster visnede,
farveløse, efter nattefrost og kulde, skjules
af de tusind-draabers glitrende perleslør?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
