Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andreas Aubert: Olaf Isaachsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Olai’ Isaachsen, cl stykke selvbiografi.
457
Ligesom en Digter bør have seet eller oplevet eller dog
tildels erfaret hvad han besynger, saa tror jeg at den Maler
som vil bygge paa sikker Grundvold og have Haab om
Fremgang i sit Kald, han bør lade sig inspirere af den ham
omgivende Natur og Liv og navnlig bør han helst holde sig til
sin Samtid, som den han bedst forstaar og kjender og altsaa
kan gjengive med størst Sandhed og høieste Fuldkommenhed.
Denne Overbevisning er bleven fast og bestemt hos mig paa
sidste Tid, og jeg har i Deres Beretninger om Folkelivet fundet
et godt Rygstød og mangen kraftig Hjertestyrkning. Og man
kan sandelig trænge til Opmuntring, naar man er uden den
Støtte som talentfulde Kollegers Raad og
Tilrettevisninger-giver; men med fast Tro paa sit Kald og god Villie saa tror
jeg dog, at man meel almindelig Begavelse som Kunstner kan
udrette meget i vort Land. Jeg har faaet min første
kunstneriske Opdragelse i det ensidige Düsseldorf, som da jeg
begyndte, fornemmelig hyldede den saakaldte romantiske
kunstretning; naar man i et Landskab satte en Ridderborg, saa
befandtes det strax at være «sehr poetisch», ganske anderledes
end om der bare havde været en Bondehytte; om man vilde
gjøre en Sjø poetisk, saa malede man et Par Svaner, da
Ænder eller Gjæs vilde have frembragt den modsatte
Virkning paa Stadens kunstforstandige Borgere. Der fandtes
vistnok da, som nu, flere som malede «Bauernleben», men
det ansaaes dog af de høie Herrer Romantikere for en lavere
Race. Da jeg kom til Düsseldorf som aldeles grøn og uden
selvstændig Mening i disse Ting, og dertil af et modtageligt
Gemyt, saa var det heller ikke at vente at jeg skulde gaa
ganske fri for Smitte. Jeg syntes Bondelivet var saa trivielt,
og alle sagde mig, at Tidemand havde fremstillet alt hvad
der var poetisk deri. Dengang elskede jeg, som ogsaa nu,
Sagaen og vor ældste Tid med Varme og jeg tænkte, her har
du den Kilde, hvoraf du skal øse, der har du din Genre.
Jeg studerede flittigt Arkæologi og benyttede alle Leiligheder til
at lære Oldtiden at kjende, og snusede overalt efter alt Gammelt.
Jo længere jeg trængte ind desmere indsaa jeg hvor lidet jeg
vidste om disse Ting og hvor lidet de Folk vide, som vide
mest og skulde belære andre. Det blev mig klart, at uagtet
jeg ikke kjendte saa lidet til svundne Tider, saa vilde mine
Fremstillinger altid blive mere eller mindre falske. Den
Komposition, jeg gjorde i et Aar, bevistes næste Aar at være
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
