Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andreas Aubert: Olaf Isaachsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
256
Andreas Aubert.
Her linder vi ogsaa en gjengivelse af Bayeux-tæppet,
kalkeret over et plancheværk, men sandsynligvis farvelagt af
Isaachsen selv foran originalen i Bayeux, uden at han er
blevet færdig med mere end den første del.
Ikke mindre interessant er hans gjengivelse af et broderi
fra middelalderen i Videnskabernes selskab i Trondhjem,
som fremstiller de hellige tre konger, det samme som
kunstindustrimuseet i Kristiania har en kopi af. Men hverken i
sin gjengivelse af dette eller af Bayeux-tæppet har han givet
en objektiv tro kopi af de gamle afblegede farver. Han har
tvertimod søgt at sætte farven ind igjen med dens første
oprindelige friskhed og har ved dette forsøg vist et saa
sikkert og sundt farve-instinkt, at han ikke engang viger for
Gerhard Munthe i dekorativ farvesans. Uge meget i sin
dekorative farve som i sit staff’elimaleri — med Courbets
«rene tone» og den rensede palet — viser Olaf Isaachsen sig
som en forløber for det bedste i vor tids koloristiske
fremskridt. Der laa i det hele saa mange muligheder i hans
alsidig dannede aand. Havde han levet nu, havde han kanske
igjen fundet vei for sin kjærlighed til sagaen i den dekorative
kunst, uden den tunge ballast af et svært realistisk apparat,
som saa let blir et blylod for fantasien.
Her er altsaa brudstykket:
«.....ved hvilken Anledning jeg ikke kan undlade at
sige Dem, jeg føler mig i et hjerteligt
Taknemmeligheds-forhold til Dem og jeg vil sige Dem hvorledes det har sig
hermed; men da det ikke er sagt i to Ord saa maa jeg paa
Forhaand udbede mig Deres Taalmodighed. De har nemlig
lært mig at forstaa og opfatte den norske Almues Væsen og
Karakter. Mangt og meget som hidtil var mig gaadefulde
det seer jeg nu med klarere Øine. Jeg blev ofte stødt og
forarget paa Bønderne, snart syntes jeg de var grove og uhøflige,
saa blev jeg utaalmodig over deres Omstændelighed og
Seen-hed i Vendingen, og af Bønderne fik jeg altid til Gjengjæld
høre: «Du ska inkje vara saa hastig»; vi misforstode
hinanden paa begge Sider. De har lært mig at agte og elske
vor Almue, hvilket ogsaa er mig af stor Vigtighed som
Kunstner der vil behandle Sondens og Arbeidsmandens Liv,
saasom det mest eiendommelige og for billedlig Fremstilling
mest skikkede i vort Land.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
