Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jens Thiis: Edvard Munch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
28
Jens Th iis.
Den blaa sommernat sænker sig som blaa silke over
himmel og hav. Og strandens rullestene begynder at tale,
hver med sin farve, de røde stene og de grønne stene og de
violette stene, — de er nu dukket frem af den hvide dag,
som svandt, og deres farver lever den korte times
selvstændige liv, førend natten favner dem alle.
Paa stranden mellem stenene staar to mennesker.
Hun vender sit ansigt mod havet og sit gyldne opløste
haar mod ham. Hun stirrer ind i den voksende nat, han
stirrer ind i hendes skikkelses hvidhed og hendes haars
gyldne brand. Og hans ryg krummer sig, hans hals
strækker sig, hans hænder knytter sig i mørkt begjær efter hendes
hvide deilighed.
Heller ikke her blir noget ord vekslet. Men driftens
sterke vinge bruser over dette billede.
Det er aften og solnedgang.
Men en aften saa forfærdelig som et fortvilet menneskes
sidste aften.
Himlen staar i brand, og fjorden er et væltende hav af
af blod. Broen, dens rækverk, menneskenes huse, ens
egen skikkelse gløder i denne ild, er som bestænket af
dette blod.
Som for en febersygs øine bølger og bugter sig naturens
linjer. Alt fast løser sig op, og alt flydende stivner, luften
blir seig og tyk, jorden hæver sig og sænker sig under
fødderne. Naturens puls banker i den samme dødsangstens
vilde feber, vaander sig i det samme livsangstens mareridt . . .
Da lyder et skrig.
Et skrig, som presser sig frem fra et sind i livets
yderste vaande, et sind paa randen af dødens gru
Men hør — skriget gjalder igjen i denne helvedesrøde
aften! . . Aasernes linjer, havets bølger, himlens skyer —
alt krymper sig under den samme smerte, sitrer i den
samme angst . . .
Og skriget, det er ikke et elendigt menneskes dødsskrig,
det er selve naturen, som skriger, det er havet, det er luften,
det er jorden, som skriger, det er dagen, som udstøder sit
dødsskrig, før den slukner i natten! . .
Og pludselig forsvinder jorden, havet, himlen, en selv.
Men skriget blir tilbage.
Staar der paa broen, lyslevende og haandgribelig, formet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
