Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jens Thiis: Edvard Munch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Edvard Munch.
27
virkelighedens detaljer her var overseet og det naturalistiske
studium forsømt. Med aarene er billedet i denne henseende
blevet sterkt distanceret af Munchs senere arbeider. Med
hensyn til dets rent maleriske værd er der n uvist ikke længere
nogen tvil om, at Munch i dette tidlige arbeide har vist sig
som en af den norske malerkunsts ypperste kolorister.
Ialfald skal der sure øine og ond vilje til at negte det.
Med al sin impressionisme har dette billede egenskaber,
som bringer ens tanke til at søge saa langveis hen som til
Rembrandts tungsindige farvemystik i hans alderdoms
produktion.
Ud af et varmt farvetusmørke lyser en blodfattig
barneprofil, omrammet af guldrødt haar. Ved siden af skimtes
morens knælende skikkelse, det bøiede hode sees fra issen,
saa haarskillet lyser i det glatstrøgne haar. Smerten over
at skulle miste dette gode barn har knækket hendes legeme
sammen i stum graad. Disse fine barnetræk, som hun har
seet sygdommen forædle dag for dag, dem skal døden snart
opløse i forraadnelsens hæslighed, og dette bedende, stille
blik, som hele dagen følger hende fra sygestolen, det skal
snart stivne til ligets rædselsfulde stirren.
Det er dødens brede vinge, som skygger over dette
tyste billede, hvori to tilværelser, der har været inderlig
sammenknyttet, lempelig løsnes fra hinanden.
Et andet billede fra denne Munchs ungdomstid, da lian
selv gang paa gang gjennemgik haarde sygeleier, fører os
ogsaa ind i sygestuen — «Vaar» (i nationalgalleriet).
Det er den første varme vaardag. Den unge piges
sygestol er bleven flyttet hen til det aabne vindu, og mat
tilbage-sunken i puderne sidder hun nu og føler luftstrømmen
bølge sig imøde. En luftning fuld af jordens krydderduft
fylder just i dette øieblik det lette gardin, saa det svulmer
som et seil. Og ligesom i taknemmelighed herover søger
rekonvalescentens blik mod den gamle krumbøiede mor, som
med sit strikketøi har taget plads i nærheden og spændt
følger udtrykket i den syges ansigt. Heller ikke i dette
billede lyder noget ord. Men tausheden er fuld af bævrende
forhaabning, og vaarens sol flommer over alle farver.
Det er livets lyse vinge, som bruser sagte over dette
billede. —
Det er aften ved stranden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
