Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gabriel Monod: Hvad historien lærer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hvad historien lærer.
83
styrke til at modstaa de magter, som vil undertrykke ham. Det
lille Grækenland beseirede det umaadelige persiske rige; det lille
Schweiz gjorde sig tilslut uafhængigt af det mægtige Østerrige;
det lille Holland kjæmpede seierrigt mod det rige og stolte
Spanien. Jeanne d’Arc blev vistnok fanget og brændt; men
Frankrig jog dog, takket være hende, sine fiender ud af landet.
De engelske puritanere styrtede Stuarterne; nogle slet bevæbnede
insurgenter fik Carl X’s tropper til at vige og detroniserede det
bourbonske dynasti. Dersom man betragter kjendsgjerningerne
isoleret, ser man utvilsomt hyppig den triumferende uretfærdighed,
den ustraffede last, den forfulgte uskyldighed; men studerer man
historien i dens sammenhæng, ser man paa kjendsgjerningerne
med alle deres konsekvenser, saa gir den os de mangfoldigste
lærdomme, og disse lærdomme er langt fra at være umoralske.
Selv martyrernes og de forfulgtes lidelser, deres standhaftighed,
deres uselviskhed, deres opofrelse af alle livets goder af
hengivenhed for et ideal, er ikke det ogsaa historie og indeholder det
ikke en lærdom? Sokrates’ heroiske død var en prædiken,
virksommere end alle hans taler. Dersom han var død i rigdom og
hæder, vilde hans ord ikke havt slig virkning. Var det ikke
Kristi vanærende død, som lagde grundvolden til hans kirke?
Protestanterne vilde ikke have været, hvad de nu er uden de
lærdomme, de høstede af sine martyrer i det 16de og 17de
aarhundrede. Martyrernes blod har til alle tider været en frugtbar
sæd. Naar man ser jøderne gjennem middelalderens lange
aarhundreder, trods forfølgelser, nedsablinger og foragt, vedblive at
være sin race og sin Gud tro, og ikke blot naa frem til frihed,
men til magt, er ikke dette et endnu mere veltalende vidnesbyrd
end de undertryktes seierrige oprør? Thi dette er ikke svaghed,
som reiser sig og forvandler sig til styrke; men det er svaghed,
som gjennem resignation alene ender med at seire over vold. Det
er virkeliggjørelsen af Tolstoi’s moral, ikke-modstands-principets
seier over uretfærdigheden. Naar Italien tilslut tilkjæmpede sig
sin frihed og sin enhed, saa skyldes dette fremforalt alle dem,
som led og døde for den, fra 1815 til 1859, alle martyrerne, blandt
soldaterne saavelsom blandt statsmændene.
Men retfærdighedens og sandhedens forbigaaende nederlag
indeholder i og for sig ogsaa ædle lærdomme, og der er andre,
som fremgaar af de historiske kjendsgjerningers rækkefølge og
ved en lidt opmerksom undersøgelse af dem. Man finder stadig
den blivende retfærdigheds revanche over forbrydelsens foreløbige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
