Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gabriel Monod: Hvad historien lærer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
38
Gabriel Monod.
paa forhaand; men man fastslaar den logiske sammenhæng
mellem civilisationens, idéernes og institutionernes forskjellige
tilstande og deres progressive udvikling. Og derved blir
man en fri aand og en fremskridtsmand. Man faar sin
tanke udstyret med sammenligningspunkter, som kaster lys over
alle slutninger; man er overbevist om, at nutiden er uløselig
bundet til fortiden, men ogsaa om, at menneskeheden ikke kan blive
staaende ubevægelig; man forbinder ønsket om fremskridt med
ærbødighed for fortiden; man fjernes ligemeget fra reaktion som
fra revolution. Og dersom historien bringer os denne filosofiske
lærdom, kan man da ikke med taknemmelighed tale om det
udbytte, den gir os?
Tilslut moralen. Er historien virkelig en skole i immoralitet
og foragt for ret og retfærdighed? Dersom det var saaledes, vilde
det være forbausende om de domme, som af de allerfleste
mennesker fældes over de historiske begivenheder, var
overensstemmende meel det mest ophøiede moralske ideal. Og dog er det
saaledes. Saa langt fra at fordærve menneskeheden har historien
ydet den midler og leilighed til at udløse sit ideal. Der er en
otfentlig mening, en altomfattende samstemmighed i historien,
og denne offentlige mening er moralsk. Sokrates er for alle
mennesker typen paa den forfulgte vismand, Kristus paa korset
er sine bødlers seierherre, Servets domfældelse og straf vedbliver
at brændemerkes i menneskehedens bevidsthed, saavelsom
Giordano Brunos eller Bartholomæusnattens blodbad. De, som
protesterer mod disse den universelle bevidstheds afgjørelser, er
fantaster eller fanatikere, eller med andre ord mennesker, som
er skakkjørte i sin forstand eller sin karakter. Historien er
ganske vist ikke nogen direkte skole i moral; den kan ikke og
bør ikke være det. Dersom dyden altid blev belønnet eller lasten
straffet, saa var der jo ikke længere hverken dyd eller last, men
kun simple regnestykker i egeninteresse. Men er ikke historien
en skole i moral, saa er den dog et moralens laboratorium.
Dersom menneskene er enige om i historien at brændemerke
grusomhed, udskeielser, feighed, tyranni og undertrykkelse, saa
er det indlysende, at den historie og det samfund, som har
dannet menneskehedens samvittighed, ikke lærer den depravation.
For det første er det ikke sandt, at historien kun fortæller om
den brutale og uretfærdige styrkes triumf over den uskyldige
svaghed. Den viser os ogsaa exempler paa, hvorledes den svage
i retfærdighedsfølelse, patriotisme og frihedskjærlighed finder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
